Anklagemyndigheden bør ikke kunne bruge oplysninger fra hollandske skattemyndigheder som bevis i fire sager mod tidligere Uber-chauffører, der risikerer store bøder.
Det fremfører forsvarer Eddie Omar Rosenberg Khawaja mandag i Københavns Byret.
Forsvareren mener, at det vil overskride EU-retten at bruge oplysningerne i en straffesag uden at have indhentet et specifikt samtykke fra de hollandske myndigheder.
- Derfor er det min opfattelse, at man hverken kan eller må gøre brug af disse oplysninger som bevis i straffesag.
- Desuden spiller det ind, at oplysningerne er det eneste bevis i sagen, siger Eddie Omar Rosenberg Khawaja, som tilføjer, at et ulovligt tilvejebragt bevis kun kan anvendes, hvis det ikke er det eneste bevis i en sag.
Retsformand Bodil Toftemann afviser at tage stilling til bevisernes gyldighed forlods, men vil tage stilling til skyldsspørgsmål og forsvarerens protester samtidig.
Sagerne er såkaldte prøvesager og bygger på oplysninger, som Skat har fået fra skattemyndigheder i Holland, hvor Uber har hovedkvarter.
Ifølge anklageskriftet har fire mandlige chauffører tjent henholdsvis 497.735 kroner, 112.659 kroner, 60.081 kroner og 40.078 kroner på at køre for Uber i Danmark i 2015.
Det mener anklageren skal koste bøder på henholdsvis 590.000, 130.000, 70.000 og 45.000 for brud på taxiloven.
En revision af Ubers skatteforhold i Holland fører i september 2016 til, at Skat får udleveret oplysninger om danske statsborgere, der har kørt for Uber i 2014 og 2015.
De får at vide, hvor mange penge de har tjent, og hvor mange ture, de har kørt. Senere henvender Københavns Politi sig til Skat, som giver oplysningerne videre.
En funktionsleder i Skat har tidligere forklaret i Københavns Byret, at Skat ved modtagelsen sikrede sig, at oplysningerne kunne deles med "andre danske myndigheder."
/ritzau/