Forsøg: Kommune vil frigive penge til folk på kontanthjælp
Frikommuneforsøg skal skaffe flere kontanthjælpsmodtagere i job ved at indføre større fradrag på arbejde.
Nyt forsøg vil give kontanthjælpsmodtagere, der arbejder lidt ved siden af, op til 500 kroner mere om måneden.
Nyt forsøg vil give kontanthjælpsmodtagere, der arbejder lidt ved siden af, op til 500 kroner mere om måneden. Foto: Scanpix/Arkiv


Hvis du får kontanthjælp og er langt fra arbejdsmarkedet, så kan du næste år måske beholde en større del af lønnen, hvis du tager arbejde ved siden af.

Aalborg Kommune søger nemlig om fritagelse fra de regler, der gælder i resten af landet, som led i et frikommuneforsøg.

Flere penge ved siden af kontanthjælpen skal gøre det mere attraktivt at tage arbejde. 

Borgere på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse får i dag fradrag på knap 25 kroner pr arbejdstime, hvorefter der modregnes i hjælpen .

Hvis fradraget hæves til 85 kr. pr arbejdstime, får borgeren udbetalt op til 500 kroner ekstra månedligt.

Betyder meget i budgettet

- Men de har i forvejen en lav indtægt, så det betyder meget i deres budget, siger Karen Jacobsen, der er konsulent i Aalborg Kommunes jobcentersekretariat, til DR P4 Nordjylland.

Planen er at iværksætte et frikommuneforsøg frem til 2020 på området.

Kun 79 borgere i Aalborg Kommune er i dag aktivitetsparate, som det kaldes, og har samtidig arbejde ved siden af. Det drejer sig ifølge Karen Jacobsen om borgere, som behøver en økonomisk gulerod som motivation for at hæve deres timetal.

Ofte arbejder de kun fem timer om ugen ved siden af hjælpen, fortæller Karen Jacobsen.

Men hvis gevinsten bliver større, håber Aalborg Kommune at få yderligere 200 til at arbejde for at supplere deres kontanthjælp m.m.

Måske vil flere kommuner stå som forslagsstillere til dette frikommuneforsøg. Fristen for at søge er 1. december i år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.