Forsker: For kort sommerferie kan være skadeligt
- Det er godt for hjernen, at der ikke er nogen deadlines, der skal overholdes, og at vi kan sove længe og gøre tankemylderet færdigt. Det hjælper også hukommelsen, lyder det fra en forsker.
- Det er afgørende at have tid nok til at gøre tingene færdigt, og det er individuelt, siger eksperten.
- Det er afgørende at have tid nok til at gøre tingene færdigt, og det er individuelt, siger eksperten. Foto: Scanpix/arkiv


Det går ud over sundheden, hvis ikke ferien er lang nok, advarer hjerneforsker.

Næsten halvdelen af danskerne har ikke holdt de tre ugers sammenhængende ferie i sommerhalvåret, som de har krav på, viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen.

Men det kan være direkte skadeligt for den mentale sundhed, hvis ikke man holder den sammenhængende ferie. Det siger Albert Gjedde, der er hjerneforsker på Københavns Universitet, til DR Syd.

- Det kan betyde, at man fortsætter en stresstilstand, som kan blive kronisk, og det kan få negative konsekvenser for udviklingen af depression og demens, siger han.

En tredjedel af danskerne holder bare én til to ugers ferie i sammenhæng, mens fem procent slet ikke holder ferie, viser undersøgelsen fra Ingeniørforeningen. Det svarer til, at over én million danskere ikke holder tre ugers sammenhængende ferie denne sommer.

Men det er vigtigt, at hovedet får længere perioder med ro og hvile, så man ikke overbelaster systemet, siger Albert Gjedde.

- Det er godt for hjernen, at der ikke er nogen deadlines, der skal overholdes, og at vi kan sove længe og gøre tankemylderet færdigt. Det hjælper også hukommelsen, siger han til DR Syd.

Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvor længe man skal bruge for at få ryddet op i tankerne og få stressniveauet ned. Men tre uger er ofte tilpas:

- Det er afgørende at have tid nok til at gøre tingene færdigt, og det er individuelt. Men det tager måske én til to uger at komme ned i tempo, og måske yderligere et par uger at få ryddet mentalt op, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.