Forretningsmand svindlede sig til kontrakter for millioner
En forretningsmand, som tidligere er dømt, vil anke sag, hvor han er dømt for svindel til flere millioner.
Retten i Lyngby har dømt en forretningsmand for en stribe sager om svindel.
Retten i Lyngby har dømt en forretningsmand for en stribe sager om svindel. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En tidligere dømt forretningsmand blev onsdag idømt fire år og seks måneders fængsel for blandt andet at have svindlet sig til rengøringskontrakter med Lyngby Boldklub, FCK Træningsanlæg og andre.

Den omfattende svindel drejer sig om flere millioner kroner og en række sager.

Han er i Retten i Lyngby også dømt for at have forsøgt at sælge gummigeder og andre arbejdsmaskiner, selvom han ikke ejede dem.

- Han er blevet dømt efter stort set alle forhold og fik fire år og seks måneder.

- Desuden fik han en tillægsbøde på 25.000 kroner for overtrædelse af færdselsloven. Han er ikke tilfreds med resultatet, så han har anket dommen til frifindelse i det ikke erkendte omfang, siger senioranklager Betina Hald Engmark.

Det vil sige, at forretningsmanden ikke erkender de forhold, han er dømt for.

Ifølge anklageskriftet er han tiltalt for flere forhold af dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov karakter.

Den 44-årige forretningsmand brugte blandt andet falske kontrakter med en ulæselig underskrift, så aftalen fremstod som underskrevet af en tredjepart.

Desuden er han dømt for at sælge syv arbejdsmaskiner, som han uberettiget solgte videre for 3,5 millioner kroner uden at oplyse, at de ikke tilhørte ham.

Samme trick blev forsøgt med tre arbejdsmaskiner til to millioner kroner og ad to omgange med to gummigeder, foruden en tredje gang med to trucks, hvilket dog blev opdaget samtlige gange.

Han er endvidere dømt for snyd med moms for 654.056 kroner, for at køre for stærkt uden at have erhvervet et kørekort og for at modtage en check på 320.000 kroner for påstået køb af en café.

Den omfattende svindel stod på fra 2009 til september 2014, og forretningsmanden har skiftet navn undervejs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.