Formand: Vi har allerede regler mod travle advokater
Landsforeningen af Forsvarsadvokater mener ikke, der er brug for nye regler for at undgå, at sager trækker ud.
- De nuværende regler er fuldt tilstrækkelige til at imødegå den situation, at en sag bliver forsinket som følge af en travl forsvarer, siger Henrik Stagetorn til Ritzau.
- De nuværende regler er fuldt tilstrækkelige til at imødegå den situation, at en sag bliver forsinket som følge af en travl forsvarer, siger Henrik Stagetorn til Ritzau. Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Der er ikke behov for nye regler til at forhindre langstrakte sager.

Det mener Henrik Stagetorn, formand i Landsforeningen af Forsvarsadvokater, som reaktion på, at Venstres Karsten Lauritzen foreslår, at retten skal have mulighed for at udskifte en travl advokat, hvis vedkommende er skyld i, at en ankesag trækker ud.

Diskussionen er opstået efter, at den terrormistænkte Omar El-Hussein blev løsladt fra fængslet kun 14 dage inden skyderierne i København, da hans ankesag havde så lange udsigter, at den ville overstige hans egentlige fængselsstraf på to år.

- De nuværende regler er fuldt tilstrækkelige til at imødegå den situation, at en sag bliver forsinket som følge af en travl forsvarer, siger Henrik Stagetorn til Ritzau.

- Hvis en forsvarer er skyld i en forsinkelse på mere end tre måneder, vil den pågældende forsvarer kunne risikere at blive afsat. Det er nogle regler, der også i vidt omfang anvendes af retten, siger han.

Den holdning er helt på linje med Den Danske Dommerforening, siger formand Mikael Sjöberg til Ritzau.

- Det er almindelig praksis i dag, at vi afstikker forsvarer, hvis der går mere end to-tre måneder. Det er kendt stof, siger han.

- Alle har ret til at vælge forsvarer efter eget valg. Det er et fundamentalt dansk retsprincip, at man selv kan vælge sin forsvarer, og med sin udmelding kommer Karsten Lauritzen på kant med internationale konventioner, siger Mikael Sjöberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.