Forening for psykisk syge vil beholde udredningsret trods lægers opråb
Patienter skal udredes hurtigt, så de ikke bliver mere syge, lyder det fra landsforeningen for psykisk syge.
- Vi vil være meget kede af at opgive princippet om udredningsgaranti på 30 dage, siger landsformand for Landsforeningen Sind Knud Kristensen.
- Vi vil være meget kede af at opgive princippet om udredningsgaranti på 30 dage, siger landsformand for Landsforeningen Sind Knud Kristensen. Foto: Colourbox/Free


Jo længere tid der går, før en psykiatrisk patient får stillet en diagnose, og behandlingen kommer i gang, jo mere syg bliver patienten.

Sådan siger landsformanden for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen. Han ser det ikke som en mulighed at tilbagerulle udredningsgarantien.

Systemets krav om hurtige udredninger har ellers skabt et tempo, hvor overmedicinering og mangelfulde diagnoser er en reel risiko for de psykisk sårbare børn, lyder det fra 50 læger i et åbent brev i Information.

Samtidig kalder formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg Charlotte Fischer (R) retten til at blive udredt inden for 30 dage "fejlskud".

- Hvis der skal vælges mellem kvalitet og hurtighed, så er kvaliteten selvfølgelig det vigtigste, siger Knud Kristensen.

- Vi vil ikke have forkerte og sjuskede diagnoser, men vi vil være meget kede af at opgive princippet om udredningsgaranti på 30 dage, siger han og efterlyser flere ressourcer til psykiatrien.

- Men vi skal tage lægernes advarsel alvorligt og sørge for, at vi får de ressourcer, der skal til for at leve op til den.

Læge i Region Hovedstaden Mette Ewers Haahr er medafsender på brevet, som Information refererer til, og hun har blandt andet måtte diagnosticere på baggrund af en kollegas noter.

- Vi gav i blinde en psykiatrisk diagnose til et barn, vi aldrig havde mødt, siger hun til Information.

Det er "forkasteligt", at læger stiller en diagnose uden at have se patienten, siger Knud Kristensen.

- Det burde ikke finde sted. Så bliver lægerne nødt til at slå i bordet i den enkelte situation, siger han.

Spørgsmål: Men så er det jo ikke sikkert, at der kan leves op til udredningsgarantien?

- Og så må det bare være sådan, siger Knud Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.