Præsidenten for den økonomisk trængte fodboldklub Parma, Giampietro Manenti, er ifølge flere italienske medier onsdag arresteret i en sag om hvidvaskning af penge.
Den 45-årige præsident overtog den italienske bundklub i februar efter måneder med store økonomiske problemer.
Blandt andet har klubbens spillere ikke fået deres løn udbetalt, hvilket har medført, at Parma er blevet fratrukket tre point i Serie A.
Det er dog ikke lykkedes Manenti at få styr på økonomien. Det betyder, at Parma på torsdag i forbindelse med en retshøring risikerer at gå konkurs.
Giampietro Manenti er arresteret sammen med 21 andre personer i forbindelse med en undersøgelse i Rom om pengehvidvaskning.
/ritzau/dpa