FOA-Dennis om dagpenge-forklaring: "Det er Bambi på meget tynd is"
Nye tal skulle vise, at dagpengereformen sender flere i arbejde efter endte dagpenge, men den udlægning af tallene giver FOA-formand Dennis Kristensen ikke meget for.
"Det er Bambi på meget, meget tynd is, når man forsøger at forklare det her som et resultat af reformen," siger FOA-formand Dennis Kristensen.
"Det er Bambi på meget, meget tynd is, når man forsøger at forklare det her som et resultat af reformen," siger FOA-formand Dennis Kristensen. Foto: Scanpix


Det giver ikke mening, når nye tal fra Jobindsats.dk i dagens udgave af Børsen bliver udlagt som en konsekvens af den omdiskuterede dagpengereform fra 2013, der halverede dagpengeperioden fra fire til to år.

Sådan lyder reaktionen fra FOA-formand Dennis Kristensen.

Tallene viser, at 18,4 procent af dagpengemodtagerne i januar 2013 fandt et arbejde i løbet af de første fem måneder, efter at dagpengeperioden var slut. I januar i år var det derimod cirka 38,5 procent - knap 600 personer - der fandt arbejde i de fem første måneder.

- Det er Bambi på meget, meget tynd is, når man forsøger at forklare det her som et resultat af reformen, siger Dennis Kristensen.

Han hentyder blandt andet til en forklaring fra Cepos' cheføkonom Mads Lundby Hansen, som siger til Børsen:

- Det er muligt, at der i 2015 ikke i samme grad er forventninger til, at der igen vil komme nye midlertidige ordninger, der reelt forlænger dagpengeperioden.

Men den forklaring giver Dennis Kristensen ikke meget for.

- Der må han have gravet meget dybt i sin fantasi for at finde frem til en forklaring, der gør, at det her kan forbindes med reformen. Det her med, at de ledige skulle tænke, at der nok ikke er udsigt til flere lappeløsninger, så nu må jeg nok hellere tage mig sammen, det er virkelig Bambi på isen, siger han.

Flere job at søge

I stedet tror FOA-formanden, at stigningen i tallene kan forklares med de forbedrede økonomske konjunkturer, der betyder, at der er flere job at tage af.

- Mit bud vil være, at vi her ser effekten af, at der kommer flere job. Hvis pisken i sig selv skulle have den her effekt, så skulle den træde ind på et tidligere tidspunkt, siger han.

Han henviser til, at kurven først stiger kraftigt i 2015 og ikke i 2013 og jævnt hen over 2014, som den ellers burde, hvis reformen skulle forklare stigningen.

- Der er ikke noget, der taler for, at de ledige pludselig i sidste kvartal af 2015 skulle have haft en adfærdsændring i forhold til 2013 og 2014, siger han.

Dennis Kristensen fremhæver samtidig, at vi i 00'erne før krisen havde den laveste ledighed med en dagpengeperiode på fire år.

- Det var fordi, jobbene var der. Læner man sig op af historien, kan man sige, at ledigheden falder, når jobbene er der, og stiger når de ikke er der, lyder det fra Dennis Kristensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.