Flere end 6000 er blevet dræbt under konflikten i Ukraine, efter at den brød ud i april sidste år, lyder det mandag i en opgørelse fra FN.
FN kalder det for en "ubarmhjertig ødelæggelse af civile liv og infrastruktur".
- Flere end 6000 liv er gået tabt på under et år på grund af kampe i det østlige Ukraine, siger Zeid Ra'ad Al Hussein, der er FN's højkommissær for menneskerettigheder.
Udmeldingen kommer, efter at forsvarskommandoen i Kijev melder om markant færre angreb fra prorussiske separatister i den østlige del af landet.
Der har været relativ ro langs frontlinjen i det østlige Ukraine i den seneste tid. Dog er adskillige blevet dræbt, siden en ny våbenhvile trådte i kraft 15. februar.
Aftalen om våbenhvile blev indgået i Hviderusland, og hjørnestenen i den såkaldte Minsk-aftale var en våbenhvile og tilbagetrækning af de tunge våben fra begge sider af frontlinjen.
Regeringen i Kijev har, i lighed med flere vestlige regeringer, beskyldt russerne for at sende soldater og våben til de områder af det østlige Ukraine, som er under de prorussiske oprøreres kontrol.
De anklager afviser Rusland dog.
Konflikten eskalerede med Ruslands annektering af sortehavshalvøen Krim og prorussiske separatisters uafhængighedserklæringer i Donetsk og Lugansk.
/ritzau/AFP