Flygtningestrøm til Europa runder en million mennesker
Mandag aften kunne seks sydeuropæiske lande konstatere, at en million mennesker i løbet af 2015 er kommet til.


En million flygtninge og migranter er kommet til Europa i år, oplyser Den Internationale Migrantorganisation (IOM) tirsdag formiddag.

Tallet er opgjort på baggrund af statistik fra de seks EU-lande Grækenland, Italien, Bulgarien, Spanien, Malta og Cypern.

Tilsammen rundede landene mandag aften 1.005.504 flygtninge og migranter. Langt størstedelen, 816.752, er kommet ad søvejen til Grækenland.

Tal fra IOM viser, at hver anden bådflygtning kommer fra Syrien, mens omtrent 20 procent er afghanere. Andre syv procent kommer fra Irak.

- Fremmedskepsissen er tiltagende flere steder, så det er vigtigt at påpege, at flygtninge og migranter bidrager positivt til de samfund, hvor de lever, og at de støtter op om europæiske værdier, siger FN's flygtningehøjkommissær, António Guterres.

- Migration er uundgåelig. Det er nødvendigt, og det er ønskeligt, supplerer IOM-chef William Lacy Swing.

- Men det er ikke nok at tælle, hvor mange der kommer, eller at nævne de cirka 4000 mennesker, der er druknet eller meldt savnet i år.

- Vi må også handle. Migration bør være lovlig og tryg for alle - både for migranterne selv og for landene, som bliver deres nye hjem, siger Lacy Swing.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.