Flugtbil fundet i Odense: Fører er stadig væk
Politiet leder efter flugtbilist efter en ulykke lørdag nat, hvor bil forsvandt efter at have påkørt 26-årig.
Politiet på Fyn leder efter en flugtbilist, der mistænkes for at have påkørt 26-årig mand. Arkivfoto
Politiet på Fyn leder efter en flugtbilist, der mistænkes for at have påkørt 26-årig mand. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Fyns Politi har nu fundet den personbil, hvis fører stak af efter at have påkørt en cyklist på Vestre Stationsvej i Odense natten til søndag.

Men politiet er stadig på udkig efter den fører, der sad bag rattet og speedede op frem for at stoppe, da han kørte en 26-årig mand ned.

- Vi har afhørt ejeren, men vi ved ikke, hvem føreren er endnu. Så vi efterforsker stadig, siger Per Sterobo, vagtchef ved Fyns Politi.

- Vi fandt bilen i Heliosvænget i Odense Sydvest. Der blev den fundet på en parkeringsplads ved en købmand, hvor den tydeligvis er blevet efterladt i nat, fortsætter han.

Cyklisten fik svære læsioner i hovedet efter påkørslen og var en overgang i livsfare, oplyser Fyns Politi.

Det var en 26-årig mand, der blev påkørt, da han omkring klokken fire kom cyklende ad Vestre Stationsvej i Odense.

Ud for nummer 15 blev han ramt af bilen, hvis fører efter ulykken kortvarigt sænkede farten, men derefter speedede op og kørte fra stedet. Et vidne har forklaret, at bilen efter ulykken drejede til højre ad Store Glasvej og forsvandt.

Den 26-årige blev efterfølgende kørt til behandling på Odense Universitetshospital, hvor lægerne stabiliserede hans tilstand, så han senere blev meldt uden for livsfare.

Politiet anholdt søndag formiddag den mand, der er registreret som ejer af bilen, men efter at have afhørt ham, har politiet slået fast, at han ikke sad bag rattet, da ulykken fandt sted.

Derfor efterforsker politiet stadig sagen for at finde føreren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.