Flere nordmænd er rejst til Syrien end først antaget
Den norske efterretningstjeneste fordobler vurdering over antallet af personer, der rejser til Irak og Syrien.
Flere personer end hidtil antaget er taget fra Norge til enten Irak og Syrien, vurderer den norske sikkerhedstjeneste nu.
Flere personer end hidtil antaget er taget fra Norge til enten Irak og Syrien, vurderer den norske sikkerhedstjeneste nu. Foto: www.colourbox.com/free


Den norske efterretningstjeneste (PST) opjusterer nu sin vurdering af, hvor mange personer, der er taget fra Norge til Syrien eller Irak i forbindelse med Islamisk Stats fremmarch i landet.

PST anslår nu, at op mod 140 personer er rejst fra Norge til de to lande siden efteråret 2012. Det er over dobbelt så mange, som PST hidtil har troet. Tidligere har vurderingen lydt på 60 personer.

- Vi må tage højde for, at vi ikke har kendskab til alle personer, der er rejst til Syrien eller Irak. Der er flere forskellige grunde til, at folk rejser af sted. Nogen er rejst for at bosætte sig i kalifatet, andre for at besøge eller lede efter sine børn, siger seniorrådgiver i PST Martin Bernsen til Dagsavisen.

Mindst 20 personer er kommet tilbage til Norge og 12 personer er meldt døde.

Islamisk Stat har erklæret et såkaldt kalifat i dele af Irak og Syrien. Det er en styreform, der har til formål at samle alle verdens muslimer under samme politiske leder, kaliffen.

- Oprettelsen af kalifatet har vakt manges rejselyst. I løbet af sommeren så vi, at mange rejste, men ingen kom så at sige tilbage igen. PST har først og fremmest fokus på personer, som allerede er radikaliseret, og som tager til Syrien og Irak for at tilslutte sig Islamisk Stat, siger Martin Bernsen.

For en måned siden advarede PST, at det inden for de næste 12 måneder ville være "sandsynligt", at der blev udført et terrorangreb i Norge.

I sommer var Norge i højeste beredskab, efter at PST havde efterretninger om et nært forestående terrorangreb, som angiveligt skulle være planlagt af personer fra Islamisk Stat. Dette blev dog aldrig gennemført.

Herhjemme har Politiets Efterretningstjeneste, PET, tidligere anslået, at omkring 100 danskere har været eller er i Syrien og Irak for at kæmpe for Islamisk Stat. I Sverige vurderes tallet at være op mod 300 personer.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.