Flere mister kørekortet med hash i blodet
Har man røget hash, kan det spores flere dage efter i blodet. Det kommer bag på mange bilister.
Flere og flere bilister mister kørekortet, fordi di har røget hash.
Flere og flere bilister mister kørekortet, fordi di har røget hash. SCANPIX arkiv


Antallet af bilister, der mister kørekortet på grund af narkokørsel, er i hastig vækst. Sidste år sigtede politiet 5.259 bilister for narko-kørsel - og det er næsten halvt så mange som antallet af sigtede spritbilister.

Hos Midt og Vestsjællands Politi var der i den forgangne weekend dobbelt så mange sager om narko-kørsel som spritsager. Ifølge politikredsens kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, er der mange, der går i fælden i god tro, fordi det aktive stof i hash kan spores flere dage efter i politiets narkometre.

Er længe om at forsvinde fra blodet

- Bilisterne tror, de euforiserende stoffer forsvinder hurtigt fra blodet på samme måde som alkohol. Derfor tror jeg, en del bliver overraskede over, at de måske nogle dage efter at have indtaget euforiserende stoffer bliver afsløret, siger Martin Bjerregaard.

Henrik Rindom, som er psykiatrisk overlæge og misbrugsekspert, mener, der mangler forskning, der viser hvilken bagatelgrænse for hash i blodet, der har indflydelse på personers evne til at køre bil.

- Som det ligger i øjeblikket, er bagatelgrænsen så lav, at jeg tvivler meget på, at personer ikke er i stand til at køre i bil, siger Henrik Rindom.

Rene urinprøver er vejen frem

Henrik Rindom mener hellere, at man skulle anlægge en politik, der hedder, at unge skal stille med en ren urinprøve efter en måned for at få kørekortet tilbage - på betingelse af at de i de næste tre år kan aflevere rene urinprøver.

- Vi ved i misbrugsbehandlingen, at krav mod belønning har et fantastisk godt behandlingsresultat, siger Henrik Rindom.

På Christiansborg forsøger SF nu at skaffe flertal udenom regeringen for en større revision af den nuværende lov.

- Sådan som lovgivningen er skruet sammen, så rammer den også personer, som har røget en festjoint for måske en uge siden og slet ikke er påvirkede og til fare i trafikken, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

Som reglerne er i dag, må man have 0,001 milligram af det aktive stof i cannabis THC per kilo blod, og det svarer stort set til en nultolerance. Narkokørsel straffes med tre års ubetinget frakendelse af kørekortet og en bøde svarende til en halv månedsløn.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.