Flere europæiske byer ramt af nytårsovergreb
Det er ikke kun i Köln, at antallet af seksuelle overgreb nytårsaften var usædvanlig højt.
En større gruppe mænd samledes nytårsaften foran banegården i Köln. Indtil videre har 121 anmeldt seksuelle overgreb - mindst to kategoriseres som voldtægter.
En større gruppe mænd samledes nytårsaften foran banegården i Köln. Indtil videre har 121 anmeldt seksuelle overgreb - mindst to kategoriseres som voldtægter. Foto: Markus Boehm/AP


Efter nyheden om en serie seksuelle overgreb og røverier udført af op imod 1000 berusede mænd af nordafrikansk og arabisk afstemning på en banegård i Köln nytårsaften, kommer lignende beretninger nu fra flere europæiske byer.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Også i Hamburg nord for Köln har myndighederne oplevet en lignende stigning i enslydende episoder. Her har 70 anmeldt seksuelle overgreb. I 23 tilfælde blev ofrene angiveligt også berøvet.

I den schweiziske by Zürich genkender man til en vis grad beretningerne fra Köln og Hamburg.

Seks kvinder i byen har anmeldt, at de blev omringet af "adskillige mørklødede mænd", hvorefter de blev bestjålet og befamlet. Ifølge politiet er der ingen forbindelse med overgrebene i Köln, selv om det er et usædvanligt højt antal.

Det finske politi kunne torsdag oplyse, at myndighederne i hovedstaden, Helsinki, nytårsaften har modtaget et usædvanligt højt antal anmeldelser om seksuelle overgreb.

- Der har ikke været den her form for chikane ved tidligere nytårsaftner eller ved nogle andre lejligheder for den sags skyld. Det her er et helt nyt fænomen i Helsinki, siger vicepolitichef i byen, Ilkka Koskimaki, til AFP.

Samtidig udviklede sagen i Köln sig torsdag. De to tyske medier Spiegel og Bild hævder, at de har fået adgang til en intern politirapport om hændelserne i byen nytårsaften, hvor mindst 121 har anmeldt seksuelle overgreb.

Heri beskrives det, at betjente på banegården i Köln - trods politiledelsens påstand om det modsatte - var bevidste om overgrebene i løbet af aftenen men magtesløse over for de store grupper af mænd.

Betjentene på stedet frygtede ifølge rapporten, at situationen ville koste sårede eller dødsfald efter blandt andet slåskampe på perronerne.

Ifølge rapporten, hvis ægthed ikke er blevet bekræftet fra officiel side, samarbejdede de mange mænd om blandt andet at drukne ofre, der råbte på hjælp, i et menneskemylder, så de underbemandede betjente ikke kunne komme til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.