FL Smidth sælger selskab for milliardbeløb
Industrikoncernen FL Smidth har solgt fibercementselskabet Cembrit til svenske Solix for 1,1 milliarder.
FL Smidth har solgt firmaet Cembrit for 1,1 milliard kroner.
FL Smidth har solgt firmaet Cembrit for 1,1 milliard kroner. Foto: CARSTEN LAURIDSEN/POLFOTO


Egentlig opgav FL Smidth tilbage i 2013 at sælge fibercementvirksomheden Cembrit.

Men et uopfordret tilbud fra det svenske firma Solix AB betød, at det nu er lykkedes for industrikoncernen at afhænde datterselskabet for en pris på 1,1 milliarder kroner.

- Det er min faste overbevisning, at vi på alle parametre er kommet frem til en tilfredsstillende aftale ved at sælge Cembrit til en ny ejer, der ønsker at videreudvikle og udvide forretningen til fordel for både medarbejdere og kunder, siger koncerndirektør Bjarne Moltke Hansen i en pressemeddelelse mandag.

Betalingen for selskabet falder i tre rater, hvoraf den sidste falder i 2016.

Cembrit anslås til at have haft en omsætning i 2014 på 1,5 milliarder kroner og en overskudsgrad før skat på mellem tre og fem procent.

Tilbage i august 2012 og i kølvandet på opkøbet af den australske virksomhed Ludowici, besluttede FL Smidth at sætte Cembrit til salg for at fokusere på kerneforretningen.

Men på trods af interesse fra flere sider måtte man et år senere konstatere, at tidspunktet måske ikke var det rette.

Derfor blev det besluttet at udskyde salget i tre-fire år, men så længe skulle der altså ikke gå.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.