Fiskeriaftale mellem Norge og EU begunstiger danske fiskere
Fredag aften har EU og Norge indgået en aftale, der betyder at danskere kan fiske videre i norske farvande.


Efter to forhandlingsrunder har EU og Norge indgået en aftale om fiskeri i Nordsøen og Skagerrak for 2016.

Det betyder, at danske fiskere kan fortsætte deres fiskeri i hele Nordsøen og Skagerrak - både i EU og norske farvande efter nytår.

Fiskebestandene i Nordsøen og Skagerrak er stigende for stort set alle arter. Eksempelvis stiger kvoten for torsk med 15 procent, kuller stiger med 30 procent og kvoten for rejer i Skagerrak stiger 38 procent.

Aftalen glæder miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

- Fiskerne har i en række år været underlagt strenge begrænsninger i mulighederne for at fiske. Nu ser vi resultatet af anstrengelserne, nemlig at kvoterne stiger - og det har fiskerne fortjent.

I 2016 introduceres landingsforpligtelsen for yderligere fiskerier, som betyder, at fiskerne skal bringe alle fangster af bestemte arter i land.

Tidligere kunne man smide fiskene ud, men alle fangster skal nu med i land. I den forbindelse skrues der op for kvoterne for kuller, sej, rødspætter og rejer.

- Landingsforpligtelsen er hjørnestenen i hele reformen af EU's fælles fiskeripolitik. Med en justering af kvoterne får fiskerne mulighed for en økonomisk præmie, hvis de bliver bedre til at fiske mere selektivt og undgå at fange de mindste fisk, siger Eva Kjer Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.