Alternativet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten stiller sammen et ændringsforslag til regeringens forslag om en ny lov om databeskyttelse.
Partiernes forslag skal sikre Folketingets kontrol med myndighedernes samkøring af personoplysninger.
Det skriver Politiken.
Forslaget vil fjerne en udskældt paragraf i justitsminister Søren Pape Poulsens (K) lovforslag.
Ministerens udspil vil i sin nuværende form give kommuner og andre myndigheder en langt mere smidig adgang til at samkøre registre og anvende borgernes persondata til nye formål.
Og Folketingets indflydelse vil blive fjernet. Det skyldes, at nye beføjelser alene skal udstedes gennem en ministers forudgående bekendtgørelse.
De fire partiers ønske om at fjerne paragraffen følger en anbefaling fra de juridiske eksperter, som deltog i en eksperthøring om lovforslaget i forrige uge.
Det er afgørende for tilliden til det offentlige, mener Alternativets retsordfører, Josephine Fock.
- Ministeren lægger op til, at han egenhændigt kan bemyndige myndigheder til at dele borgernes data. Vi kræver, at det er et lovforslag, der er vedtaget i Folketinget, siger hun til Ritzau.
- Det gør vi, for at der er åbenhed om det. Borgerne skal have mulighed for at sige nej, inden deres data bliver delt.
En del af regeringens ghettopakke åbenbarer en direkte konsekvens af Papes lovforslag. Et af elementerne sigter mod tidligt at opspore børn, som kan være socialt udsatte.
Her vil børne- og socialminister Mai Mercado (K) give kommunerne adgang til at samkøre borgernes personoplysninger om eksempelvis tandlægebesøg, tilknytning til jobcenter, psykiske lidelser og misbrugshistorik.
På baggrund af en række af disse oplysninger dannes der med kunstig intelligens profiler over kommunens børnefamilier. Der kan så skrides ind over for familier, der slår ud i systemet.
Justitsministeren har gentagne gange siden begyndelsen af december afvist at lade sig interviewe af Politiken om de udskældte elementer i lovforslaget. Siden forrige fredag har han heller ikke svaret skriftligt på Politikens spørgsmål.
/ritzau/