filippinerne frygter destruktiv tyfon bliver årets værste
Orkan har kurs mod tætbefolket område, og eksperter venter, den bliver årets mest ødelæggende i Filippinerne.
Sarika - en tyfon - er på vej mod Filippinerne, hvor den ifølge lokale myndigheder kan blive den mest ødelæggende orkan i år. (arkivfoto)
Sarika - en tyfon - er på vej mod Filippinerne, hvor den ifølge lokale myndigheder kan blive den mest ødelæggende orkan i år. (arkivfoto) Foto: Noel Celis/AFP


En ødelæggende tyfon - Sarika - er på vej mod Filippinerne, hvor den ifølge lokale myndigheder kan blive den mest ødelæggende orkan i år.

Inden den har ramt land, meldes en person omkommet. Tre savnes, oplyser civilforsvaret ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den omkomne er fundet på en strand på den østlige del af øen Catanduanes. Samme sted meldes tre fiskere savnet.

Sarika farer tæt forbi øen med 180 kilometer i timen.

Selv om tyfonen ikke passerer direkte over øen, har Sarika med stærke vinde og voldsom regn ødelagt elforsyningen og afbrudt telefonlinjerne for de flere end 246.000 beboere.

Målt på vindstyrke er tyfonen ikke den værste i år. Alligevel ventes det, at den kan forårsage størst skade, da den vil passere tætbefolkede områder lige nord for Filippinernes hovedstad, Manila.

Det oplyser meteorolog Benison Estareja ved en national vejrtjeneste, som AFP har talt med.

- Vi kan se på radarfoto, at stormen er meget destruktiv. Den kan ødelægge træhuse, og den kan vælte træer. Den kan formentlig også rive tage af huse, siger Estareja.

Sarika ventes at ramme provinsen Aurora på østkysten af Filippinernes største ø, Luzon, før daggry søndag.

Lavtliggende områder er i fare for oversvømmelser, mens der frygtes jordskred i bjergområder.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.