Fejlfri canadier tager mændenes højdespringsguld
Verdensmesteren Derek Drouin veksler OL-bronzen fra London til guld med et spring på 2,38 meter.
Derek Drouin var bedste mand i mændenes højdespringskonkurrence.
Derek Drouin var bedste mand i mændenes højdespringskonkurrence. Foto: Morry Gash/AP


Det er svært at pille ved guldmedaljen i mændenes højdespringskonkurrence ved OL, der gik til Derek Drouin fra Canada.

Ikke nok med at sidste års verdensmester klarede alle højder undervejs i konkurrencen på første forsøg - han var også eneste mand, der klarede højden 2,38 meter.

Dermed bytter han bronzen fra London for fire år siden ud med en medalje af fineste karat.

Nummer to blev Mutaz Barshim fra Qatar med et spring på 2,36 meter, mens ukraineren Bohdan Bondarenko blev nummer tre efter at have klaret 2,33 meter.

Bondarenko gamblede til sidst i konkurrencen. Han stod over på 2,36 meter og valgte efter to nedrivninger på 2,38 meter at bruge sit tredje forsøg på den olympiske rekordhøjde 2,40 meter.

Det lykkedes dog ikke for den tidligere europa- og verdensmester at erobre førstepladsen, og så kunne Drouin lade sig hylde som vinder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.