FCN-træner slider for at få sit hold ud af målkrisen
FC Nordsjælland indledte sæsonen med flere målrige kampe, men har nu ikke scoret i tre opgør i træk.


Fem kampe uden sejr. Tre kampe uden scoringer. Det er hårde tider i FC Nordsjælland, der efter en fin start under den nye træner Olafur Kristjansson er blevet dårligere, som sæsonen er skredet frem.

Så islændingen får rigeligt at se til i landskampspausen, hvis han skal nå at trylle det målsøgende spil frem igen, inden FCN-spillerne skal i aktion næste gang om to uger.

- Vores modstandere indstiller sig på os, og det skal jeg forsøge at finde en løsning på. Vi arbejder hårdt på det. Jeg får travlt, men det har jeg nu haft hele tiden, siger Olafur Kristjansson.

Søndag aften fik nordsjællænderne 0-0 hjemme mod FC København, men resultatet skal ses i lyset af, at holdet spillede i overtal i en hel time.

- Det er lidt kendetegnende for den periode, vi er inde i. Vi er ikke effektive nok, og selv 11 mod 10 formåede vi ikke at åbne dem, konstaterer Olafur Kristjansson.

Hans hold lavede masser af mål i sæsonens første måneder, men nu er målstimerne fra Joshua John, Uffe Bech og Kasper Lorentzen foreløbig stoppet.

- I de første 10 kampe i sæsonen løb vi mere aggressivt i vores omstillinger, og bevægeligheden hos vores kantspillere var større.

- Vi er lidt fastlåste på kanterne i øjeblikket og får ikke skabt de overtalssituationer, som vi skabte mange mål på i starten, siger FCN-træneren.

Hans hold er nu på sjettepladsen i Superligaen med 21 point for 14 kampe.

FC Nordsjælland spiller næste gang på udebane mod OB 23. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.