FCM-træner: Vi skulle have lukket kampen tidligere
Cheftræner Glen Riddersholm og målscorer Petter Andersson er godt tilfredse efter 2-1-sejren hos Silkeborg.
Glen Riddersholm er tilfreds efter sejren over Silkeborg.
Glen Riddersholm er tilfreds efter sejren over Silkeborg. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Superligaens førerhold FC Midtjylland leverede en nærmest tro kopi af 2-1-sejren over Silkeborg for tre uger siden, da man fredag var gæster hos bundproppen og sejrede med samme cifre.

Men modsat seneste opgør var FCM-træner Glen Riddersholm denne gang bedre tilfreds med sit holds spil og indsats.

- Vi var bedre i kontrol end sidste gang. Vi turde trykke højt op og fastholde presset, så Silkeborg havde langt til vores mål. Vi kom lidt sløvt i gang, men fik efterhånden sat spillet bedre, siger Riddersholm og fortsætter:

- I anden halvleg gjorde vi chancerne større, som vi havde snakket om i pausen, og vi burde vel også have lukket kampen tidligere. Det skete ikke, men vi viste i stedet stor coolness og holdt Silkeborgs tryk godt væk fra vores felt.

- Jeg må virkelig give stor kredit til holdet. De møder modgang hist og pist i kampen, men bevarer roen og kører en forholdsvis sikker sejr hjem på trods af det dumme mål, vi lukker ind i slutfasen.

Målscorer Petter Andersson er ligeledes godt tilfreds med FCM's indsats og modenhed.

- Vi bliver bare ved på samme måde. Vi er ikke alt for euforiske. Vi ved, hvad der skal til for at vinde kampene, arbejder hårdt på det på træningsbanen og tager det hele kamp for kamp.

- Vi spiller solidt i dag og vinder, hvilket vi måske ikke havde gjort i sidste sæson med denne type kamp, og det er dejligt at se, siger Andersson.

FC Midtjylland fører an i Superligaen med 34 point for 14 kampe, hvilket er 12 point mere end nærmeste forfølger, FC København, der dog har en kamp i baghånden i forhold til midtjyderne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.