FC Nordsjælland sender OB nærmere afgrunden
FC Nordsjælland er tilbage på andenpladsen i Superligaen, mens OB fortsat indtager næstsidstepladsen.
FC Nordsjællands Uffe Bech blev matchvinder, da klubben mandag aften vandt 2-1 hjemme over OB.
FC Nordsjællands Uffe Bech blev matchvinder, da klubben mandag aften vandt 2-1 hjemme over OB. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


OB fortsætter nedturen i Superligaen hvor klubben er næstsidst.

Mandag aften tabte den efterhånden mere og mere pressede cheftræner Troels Bechs hold 1-2 ude til FC Nordsjælland, der indtager andenpladsen.

Hvis man et øjeblik ser bort fra slutcifrene, så leverede OB faktisk en glimrende præstation mod hjemmestærke FC Nordsjælland, der havde Uffe Bech i rollen som matchvinder.

FC Nordsjælland har 19 point for ni kampe og er to point efter førende FC Midtjylland i Superligaen.

OB har blot seks point for det samme antal kampe, og den næste kamp hjemme mod Silkeborg kan blive et pejlemærke for Troels Bechs fremtid i klubben.

Mod FC Nordsjælland var der dog klar fremgang at spore i forhold til OB's seneste kamp, det skuffende 0-1-nederlag ude til Brønshøj fra den næstbedste række.

Det resultat sendte OB ud af pokalturneringen i anden runde.

FC Nordsjælland havde også en del at revanchere i mandagens hjemmekamp. Klubben blev i lighed med OB ekspederet ud af pokalturneringen på pinlig vis, da klubben tabte efter straffesparkskonkurrence ude til SC Egedal fra Danmarksserien.

Hjemmeholdet kom foran 10 minutter før pausen på Farum Park, da Martin Vingaard fik fat i returbolden efter et godt indlæg af Mario Ticinovic.

Midtvejs i anden halvleg fik OB udlignet på en scoring af Darko Bodul, som snød FC Nordsjællands anfører, Patrick Mtiliga, og bankede bolden i nettet.

Tv-billederne viste dog, at angriberen var offside, da fremlægningen kom.

OB'ernes glæde varede i cirka et minut, så lå bolden i netmaskerne i modsatte ende.

Uffe Bech stod pludselig helt fri i et straffesparkfelt, der ellers var tykt bevogtet af OB'ere, og med et flot placeret spark helt ude ved stolpen scorede han sejrsmålet til 2-1.

I slutfasen gik OB-målmand Mads Toppel med frem, da OB havde hjørnespark, men han måtte også levere en stor redning, da Joshua John blev spillet fri.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.