FC Midtjylland henter erfaren finsk landsholdsspiller
32-årige Markus Halsti skal vise lederegenskaber i FC Midtjyllands defensiv. Han er noteret for 28 landskampe.
Markus Halsti spillede hele kampen, da Finland mødte Belgien i en testkamp før EM.
Markus Halsti spillede hele kampen, da Finland mødte Belgien i en testkamp før EM. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Superligaklubben FC Midtjylland har skrevet en to år lang kontrakt med den finske defensivspiller Markus Halsti, der senest har optrådt for DC United i den amerikanske liga.

32-årige Halsti er noteret for 28 landskampe for Finland og kan benyttes som midterforsvarer eller defensiv midtbanespiller.

I europæisk fodbold er han mest kendt for sine syv sæsoner i Malmö FF, hvor han blandt andet nåede en række Champions League-kampe.

- I Markus får vi en leder, der har prøvet at vinde. Han har spillet Champions League, og så er det tiltænkt, at han skal gå ind og støtte de unge spillere i truppen, siger FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, til klubbens hjemmeside.

Markus Halsti træner for første gang med sine nye holdkammerater mandag formiddag.

- FC Midtjylland er en god klub, der har ambitioner om at vinde ligaen, og det er også min ambition. Jeg vil også komme langt i Europa, siger Markus Halsti.

Han var senest i aktion for det finske landshold i to testkampe mod Italien og Belgien i begyndelsen af juni.

Fra landsholdet kender han også FCM's anden finske spiller, Tim Sparv.

- Jeg har talt meget med Tim Sparv om dette skifte, og Tim har kun haft gode ting at sige om FC Midtjylland, siger Markus Halsti.

Den nye FC Midtjylland-spiller indledte seniorkarrieren i HJK Helsinki i hjemlandet, inden han efter en kort mellemstation i den svenske klub Gais havnede hos Malmö.

Han blev noteret for 153 kampe og 7 mål for den skånske storklub, som han forlod sidste sommer for at forsøge sig hos DC United i den amerikanske liga, MLS.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.