FC København er forberedt på alle scenarier mod Apoel
FCK har en 1-0-føring med fra Telia Parken, og planen er klar, hvis resultatet ændrer sig i kampen på Cypern.
Ståle Solbakken og FC København kan onsdag komme i Champions Leagues gruppespil for første gang siden 2013.
Ståle Solbakken og FC København kan onsdag komme i Champions Leagues gruppespil for første gang siden 2013. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Spillerne i FC Københavns trup er forud for returkampen mod cypriotiske Apoel FC i Champions League-kvalifikationen blevet forberedt på, hvordan de skal reagere i alle tænkelige scenarier.

Det skal sørge for, at holdet ikke bliver splittet, og at spillerne ikke begynder at spille for sig selv, hvis de møder modgang, siger FCK-træner Ståle Solbakken på et pressemøde forud for kampen.

- Vi har gennemgået de mulige scenarier for kampen, så vi ved, hvordan vi skal reagere, hvis de for eksempel scorer tidligt, vi scorer tidligt, eller der står 0-0 i slutminutterne, hvor vi er tæt på at klare den, men de så scorer.

- Vi skal vide, hvordan vi håndterer både det positive og det negative. Vores ledere ude på banen skal vide, hvad vi gør, specielt hvis atmosfæren på stadion er intens.

- Lederne skal sørge for, at holdet bliver ved med at præstere som en enhed, så de enkelte spillere ikke træffer de forkerte beslutninger, siger Ståle Solbakken.

Blandt lederne udpeger han William Kvist, Mathias "Zanka" Jørgensen, målmand Robin Olsen samt anfører Thomas Delaney.

Backen Peter Ankersen fortæller, at man også har snakket om, hvordan man håndterer eventuelle irritationsmomenter fra Apoel-spillernes side.

- Det er fint, at vi har fået snakket det igennem, så vi ved, hvad vi skal gøre, hvis der sker forskellige scenarier. Vi er også forberedt på nogle bataljer med, at de trækker tiden, filmer og sådan noget, siger Peter Ankersen.

Anfører Thomas Delaney sad på bænken hele kampen, da FCK i 2009 tabte 1-3 på udebane mod Apoel efter også dengang at have vundet det første opgør i København med 1-0.

Han noterer sig, at man denne gang er helt sikker på, hvad der venter både spillemæssigt og fra de medlevende Apoel-fans.

- Den største forskel på nu og dengang er, at alle danskere og journalister nu kan være enige om, at Apoel er et godt hold.

- Jeg tror ikke, at vi ikke var klar, men nu ved vi, at vi møder et kompetent hold, som også har slået AaB og FC Midtjylland. Så vi ved 100 procent, hvad der venter os. Det er ikke sikkert, at vi gjorde det dengang, men det gør vi nu, siger Thomas Delaney.

Onsdagens opgør begynder klokken 20.45 dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.