Storspillende Eggert fører an i Flensburgs CL-sejr
Anders Eggert var i enestående spillehumør, da Flensburg-Handewitt sendte Montpellier ud af Champions League.
Anders Eggert, her for Danmark, viste nok en gang sine store evner på straffekast, da Flensburg-Handewitt avancerede i Champions League. Arkivfoto.
Anders Eggert, her for Danmark, viste nok en gang sine store evner på straffekast, da Flensburg-Handewitt avancerede i Champions League. Arkivfoto. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Danskerklubben Flensburg-Handewitt er klar til kvartfinalerne i Champions League, og det skyldes især en træfsikker dansk venstrefløj i skikkelse af Anders Eggert.

I hjemmekampen mod franske Montpellier sejrede Flensburg med 31-30, og Eggert leverede 12 scoringer på blot 13 forsøg - størstedelen sat ind på straffekast, hvor danskeren ikke brændte et eneste.

Da Eggert og co. også havde vundet udekampen i Frankrig med et enkelt mål, endte den samlede sejr på to mål.

Det lignede en tidlig afgørelse, da Flensburg tromlede hen over Montpellier i første halvleg og gik til pause med en føring på 20-14.

Men tyskerne mistede pusten i de sidste 30 minutter, og Montpellier fik kontakt i den tætte kamp.

Til slut trak Flensburg dog det længste strå med sejren med mindst mulig margin.

Mens Eggert dominerede måltavlen tungt for hjemmeholdet, så bød flere af de andre danskere sig også fint til.

Lasse Svan satte tre mål ind, Rasmus Lauge nettede fire gange, Henrik Toft scorede på halvdelen af sine to forsøg, mens en uskarp Thomas Mogensen brugte hele syv forsøg til at lave et enkelt mål.

Mens Flensburg-Handewitt altså er videre, kom en anden tysk danskerklub ud for noget af en skuffelse.

Efter at have vundet udekampen mod kroatiske Zagreb med et mål, kiksede Rhein-Neckar Löwen i returkampen foran eget publikum.

Med Nikolaj Jacobsen i trænersædet og Mads Mensah Larsen på banen tabte Rhein-Neckar Löwen 29-31 og er dermed ude af Champions League.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.