FBI-rapport: Clinton husker ikke briefinger om e-mail
Clinton siger, at hun set i bakspejlet fortryder, at hun brugte et privat e-mailsystem som udenrigsminister.


Den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, har i en redegørelse til FBI sagt, at hun ikke husker alle briefinger, hun fik som udenrigsminister om behandlingen af følsomme og hemmelige oplysninger.

Ifølge Clinton skyldes det, at hun fik en hjernerystelse i 2012. Det fremgår af en rapport, som det amerikanske forbundspoliti offentliggjorde fredag.

Rapporten omhandler de samtaler, som FBI førte med Clinton 2. juli samt andre detaljer om undersøgelserne af hendes brug af en privat e-mailserver, mens hun var amerikansk udenrigsminister.

Sagen om den private server har belastet Clinton i over et år og kan få indvirkning på hendes valgkamp mod republikaneren Donald Trump forud for præsidentvalget 8. november.

Republikanerne har igen og igen kritiseret Clinton for skødeløshed på baggrund af sagen, og meningsmålinger viser, at mange vælgere er i tvivl om hendes troværdighed.

Clinton siger, at hun set i bakspejlet fortryder, at hun brugte et privat e-mailsystem som udenrigsminister.

Det fremgår af den opsummerende FBI-rapport, at hun var blevet tilbudt en e-mailadresse i Udenrigsministeriet, men at hun havde afslået.

Clinton har forklaret, at hun lod sig guide af embedsmænd fra ministeriet og ikke kendte til specifikke krav om hardware og software. Hun siger, at ingen stillede spørgsmål til hende om sagen, da hun sad på udenrigsministerposten.

Donald Trumps talsmand siger, at rapporten fra FBI "forstærker indtrykket af, at Clintons dømmekraft er utrolig dårlig, og at hun er uærlig".

I rapporten siger Clinton, at hun fik en hjernerystelse i 2012 og op til nytår havde en blodansamling i hovedet. Hendes læger frarådede hende at arbejde mere end et par timer dagligt, og hun husker ikke den briefing, hun fik om e-mailsikkerhed.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.