Farvel og tak efter 48 år i jobbet: Kvinde blev aldersdiskrimineret
Det var aldersdiskrimination, da en bogholder måtte fratræde sit job, fordi hendes ansættelseskontrakt ophørte, da hun blev 65. Sagen kan danne præcedens, mener en advokat.
En bogholder måtte fratræde sin stilling efter 48 år i jobbet, men det var aldersdiskrimination, slår en ny kendelse fast.
En bogholder måtte fratræde sin stilling efter 48 år i jobbet, men det var aldersdiskrimination, slår en ny kendelse fast. Modelfoto: Iris


Der var tale om aldersdiskrimination, da en bogholder efter 48 år i samme virksomhed måtte fratræde sit job, fordi hendes ansættelseskontrakt ophørte, da hun blev 65 år. 

Det slår en ny kendelse ved faglig voldgift i Arbejdsretten fast.

Sagen drejer sig om en kvinde, der i 2014 måtte fratræde sit job. Der lå ingen faglig begrundelse for, at kvinden ikke kunne fortsætte i jobbet, men virksomheden, hun var ansat i, havde besluttet at indføre en såkaldt aldersaftrædelse, når medarbejderne fyldte 65 år. 

Men den går ikke, slog opmanden fast i sin kendelse.

- Virksomheden har ikke indgået nogen kollektiv aftale om fast afgangsalder, og beslutningen blev gennemført uden drøftelse med medarbejderne, forklarer Klara Hoffritz, der er advokat i kvindens fagforening HK/Privat. 

Virksomheden gennemtrumfede altså aftalen uden at tage medarbejdere eller faglige organisationer med på råd. Men der skal laves en kollektiv aftale med den faglige organisation eller kunne dokumenteres objektive og rimelige grunde, hvis en sådan aftale skal være gyldig.

Fra 1. januar 2016 har Folketinget nemlig ophævet den såkaldte 70-års-regel, og det betyder, at vilkår om automatisk fratrædelse, når medarbejderen fyldte 70 år, i dag er ugyldige.

Sagen kan danne præcedens

Ifølge Dansk Industri, der repræsenterede virksomheden, er der mange virksomheder, der laver lignende aftaler med deres ansatte.

Men hvis andre har skrevet under på en kontrakt med pligtig afgangsalder, har de derfor meget vel også en sag, mener advokat i HK/Privat Klara Hoffritz.

- Dette er en sag, der sagtens kan danne præcedens, og særligt inden for industrien. Med afgørelsen har vi fået vist, at arbejdsgiverne ikke ensidigt kan indføre en fast afgangsalder uden at kunne dokumentere virkelig gode grunde til det, siger hun. 

De virkelig gode grunde kan være, hvis jobbet indebærer særlige fysiske udfordringer, som medarbejderne kan have svært ved at udføre, når de når en vis alder, forklarer hun.

- Det kan eksempelvis være piloter, politibetjente, brandmænd eller ambulancereddere, der forventes at have en fysisk formåen for at kunne udføre deres job. Der kan virksomhederne i større grad lave aftaler om en afgangsalder, siger Klara Hoffritz.

I den konkrete sag skal virksomheden betale en godtgørelse på 25.000 kroner til den forurettede bogholder.

DI har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til sagen, da organisationens jurister fortsat er i gang med at gennemgå kendelsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.