Farvel Aab: Kent Nielsen bliver træner i OB fra næste sæson
Kent Nielsen bliver træner i superligaklubben OB fra den kommende sæson. Han har skrevet en fireårig kontrakt.
Fra næste sæson bliver det OB-spillerne, som Kent Nielsen skal råbe op.
Fra næste sæson bliver det OB-spillerne, som Kent Nielsen skal råbe op. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Mandag morgen afslørede AaB, at træner Kent Nielsen stopper som træner i klubben efter denne sæson.

Få timer senere kan OB så offentliggøre Nielsen som sin kommende træner.

Kent Nielsen har skrevet en fireårig kontrakt, skriver OB i en pressemeddelelse. Den løber dermed til sommeren 2019.

I OB bliver Kent Nielsen genforenet med sportsdirektør Jesper Hansen. De to har tidligere arbejdet sammen i Horsens.

- I Kent Nielsen får vi en rutineret træner, der er dygtig til at sætte sit aftryk på de hold, han står i spidsen for.

- Kent er dygtig til at arbejde tålmodigt med langsigtede mål, samtidig med at han holder fokus på at skabe resultaterne hen ad vejen, og derfor har vi lavet en lang aftale på fire år, som gerne skal give os den kontinuitet, vi har ønsket os længe, siger Jesper Hansen.

Kent Nielsen erstatter Ove Pedersen, der kom til klubben i dette efterår på en korttidskontrakt.

Pedersen ser intet problem i, at han gør sæsonen færdig i klubben.

- Jeg har prøvet flere gange før at stå i en situation, hvor jeg stod i spidsen for et hold, jeg godt vidste, at jeg skulle forlade ved sæsonens slutning.

- Det er endt med gode resultater i for eksempel FC Midtjylland, hvor vi vandt bronze, og i AGF, hvor vi sluttede succesfuldt af.

OB ligger nummer 10 i Superligaen ved vinterpausen med fire point ned til nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.