FAKTA: Truede kvinder skal få særlig adressebeskyttelse
Et lovforslag skal beskytte ofre for såkaldte æreskonflikter ved at fjerne deres adresse fra cpr-registret.


Indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard (R) fremsætter onsdag et lovforslag i Folketinget om at ændre cpr-loven, så truede personers adresse helt fjernes fra cpr-registret.

* Den særlige adressebeskyttelse kan anvendes i sager, hvor der er et særligt behov for beskyttelse blandt andet efter trusler fra en tidligere partner eller i forbindelse med æresrelaterede konflikter.

* Et meget forsigtigt skøn er, at det vil være relevant i omkring 100 sager om året.

* Politiet foretager en politifaglig vurdering af, om den særlige adressebeskyttelse skal sættes i værk. Personbeskyttelsen hører under politiet, som har nødvendig ekspertise til at vurdere, om det er egnet at iværksætte den særlige adressebeskyttelse.

* I praksis kommer det nye initiativ kun i brug, hvis den truede person samtidig flytter.

* Politiet skal så give besked til kommunen, som offeret flytter til, om, at personen registreres uden fast bopæl i cpr. Kommunalbestyrelsen kan udpege et team eller en leder, som håndterer kendskabet til adressen, så færrest muligt kender den.

Kilder: Indenrigsministeriet

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.