FAKTA: Sådan er det gået danske trænere i Bundesligaen
Kasper Hjulmand blev i 2014 den fjerde danske cheftræner i Bundesligaen. Tirsdag blev han fyret i Mainz.


Kasper Hjulmand blev tirsdag fyret som cheftræner i Mainz 05. Dermed fik han kun godt et halvt år som cheftræner i den bedste tyske række efter ansættelsen i sommeren 2014.

Fire danskere har været cheftrænere i Bundesligaen, her et overblik over, hvordan det er gået:


* Søren Lerby (1991-92 i Bayern München):

Den tidligere landsholdsspiller blev som 33-årig i efteråret 1991 hentet ind som træner i den sydtyske storklub, hvor han havde stor succes som spiller fra 1983-86. Træneropholdet blev dog en fiasko, og cirka fem måneder senere var danskeren færdig. Undervejs måtte Søren Lerby se sit Bayern-hold tabe samlet 3-6 til danske B1903 i Uefa Cuppen.

* Morten Olsen (1993-95 i FC Köln):

Morten Olsen nød stor respekt som spiller i FC Köln fra 1986-89. I foråret 1993 blev han hentet til klubben og var med til at redde Köln fra at rykke ud af Bundesligaen. Det lykkedes dog ikke for Morten Olsen at føre den falmede storklub op i den øverste halvdel af ligaen, og i sommeren 1995 blev han fyret.

* Frank Arnesen (2011 i HSV):

Frank Arnesen måtte som sportsdirektør i HSV agere cheftræner i en enkelt kamp i oktober 2011, mens klubben ventede på at præsentere sin kommende cheftræner. Danskeren kan prale af en sejrsprocent på 100, for HSV vandt bundopgøret mod Freiburg med 2-1.

* Kasper Hjulmand (2014-2015 i Mainz 05)

I sommeren 2014 blev Kasper Hjulmand ny cheftræner i Mainz 05. Begyndelsen var ikke nem, da holdet tidligt røg ud i Europa League og pokalturneringen, men i Bundesligaen gik det indledningsvist godt med otte kampe i træk uden nederlag. Siden fulgte 13 kampe med blot en sejr, og 17. februar blev Hjulmand fyret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.