FAKTA: Danske elever ligger i it-toppen
Danske lærere er gode til at integrere it i den daglige undervisning i skolen.


Knap 1800 danske 8. klasseelever deltog ligesom børn i 20 andre lande i 2013 i den første internationale undersøgelse af skolebørns computer- og informationskompetence (ICILS).

* Danske elever ligger i den øverste tredjedel med en score på 542 af de deltagende lande i undersøgelsen.

* Eleverne ligger på statistisk samme niveau som elever fra Australien, Polen, Norge, Sydkorea og Holland samt elever fra den canadiske provins Ontario. Kun elever fra Tjekkiet ligger højere. De danske elever ligger i gennemsnit højere end eleverne fra en række andre europæiske lande som Tyskland, Slovakiet, Slovenien, Litauen og Schweiz.

* Spredningen på danske elevers CIK-score hører til blandt de laveste. Det vil sige, der er mindre forskel internt mellem de danske elever, end der er i de fleste andre lande.

* Piger har i gennemsnit en CIK-score på 551, og drenge en score på 535. Det betyder ikke, at alle piger er bedre end drenge, men at der er lidt flere dygtige piger og lidt færre dårligt præsterende piger.

* Praktisk taget har alle elever adgang til internettet derhjemme. Danske elever har i gennemsnit over fem computere (mobile og bærbare, dvs. også tablets) i hjemmet.

* 95 procent af danske elever anvender computere derhjemme mindst en gang om ugen. 76 procent af eleverne angiver, de anvender computeren mindst en gang om ugen i skolen.

* Danske lærere er blandt de mest positivt indstillede over for it i undervisningen og blandt de lærere, der i størst omfang integrerer it i den daglige undervisning.

* Danske lærere anvender computere til forholdsvist traditionelle aktiviteter, for eksempel til støtte ved fremlæggelser, til tests og til elevernes individuelle arbejde med træningsopgaver og i mindre grad til analyse af data og kommunikation ud af skolen.

Kilde: Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.