Færre får tilkendt førtidspension
Nye tal fra Ankestyrelsen viser, at færre borgere har fået tilkendt førtidspension i tredje kvartal af 2015 end tredje kvartal af 2014.
Selvom færre har fået tilkendt førtidspension, er andelen af sager, der ender med tilkendelse af førtidspension, steget fra 75 procent i tredje kvartal 2014 til 84 procent i tredje kvartal af 2015.
Selvom færre har fået tilkendt førtidspension, er andelen af sager, der ender med tilkendelse af førtidspension, steget fra 75 procent i tredje kvartal 2014 til 84 procent i tredje kvartal af 2015. Foto: Scanpix arkiv


I tredje kvartal af 2015 har færre borgere kunnet ånde lettet op over at få tilkendt førtidspension end det var tilfældet på samme tidspunkt sidste år.

Det viser nye tal fra Ankestyrelsen.

I alt har kommunerne tilkendt 1.266 førtidspensioner i 3. kvartal i år. Det er 11 procent lavere end 3. kvartal 2014, hvor 1.430 borgere fik tilkendt førtidspension, skriver Ankestyrelsen i sit nyhedsbrev.

Det er også lavere end i både første og andet kvartal af 2015.

Færre afgørelser

Det hører med til historien, at antallet af afgørelser samtidig er faldet fra 2.225 i 3. kvartal 2014 til 1.511 i tredje kvartal 2015.

Dermed er antallet af afslag også faldet fra 478 til 245.

Samlet set betyder det, at andelen af sager, der ender med tilkendelse af førtidspension, dermed steget fra 75 procent i tredje kvartal 2014 til 84 procent i tredje kvartal af 2015.

Hoveddiagnose for tilkendte førtidspensioner til ansøgere uden pension

Lidelser i bevægeapparatet
3. kvt. 14: 13,4 %
3. kvt. 15: 11,2 %

Psykiske lidelser
3. kvt. 14: 40,7 %
3. kvt. 15: 39,5 %

Andre lidelser
3. kvt. 14: 45,9 %  
3. kvt. 15: 49,3 %

Kilde Ankestyrelsen

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.