Arbejdsgivere: Kommunerne er for gavmilde med førtidspensioner
Kommunerne skal fratages retten til at tildele førtidspensioner til borgere, hvis det står til direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening. Han mener, at alt for mange danskere er på førtidspension.
Af Maria Jeppesen
MERE
Der er stor forskel fra kommune til kommune på, hvor mange førtidspensioner, der bliver tilkendt. 
Der er stor forskel fra kommune til kommune på, hvor mange førtidspensioner, der bliver tilkendt.  Foto: Scanpix/Arkiv


Flere danskere burde være ude på arbejdsmarkedet og ikke på overførselsindkomst som eksempelvis kontanthjælp eller førtidspension, mener Jacob Holbraad, der er ny direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Derfor foreslår han, at det ikke længere skal være kommunernes opgave at vurdere og tilkende førtidspension, men statens. 

Ifølge ham skyldes de store forskelle fra kommune til kommune i antal borgere, der får tilkendt førtidspension, at nogle kommuner er for rundhåndede, når de uddeler førtidspensioner.

- Vi kunne godt ønske os en mere ensartet tilgang til, hvordan man på tværs af landet skal tilkendes førtidspension, så man sikrer, at der fremover er færre, der tilkendes førtidspension og flere, der kommer til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, siger Jacob Holbraad til Ugebrevet A4.

Han vil tage forslaget om at rykke visitationsretten fra kommunerne til en statslig myndighed med til de kommende trepartsforhandlinger. 

Neergaard: Ingen planer

Men allerede inden trepartsforhandlingerne mellem regeringen, lønmodtagere og arbejdsgivere er skudt igang, bliver forslaget forkastet af de øvrige parter.

Jacob Holbraad får en klar afvisning af hans forgænger, den tidligere DA-direktør Jørn Neergaard Larsen (V), der nu er beskæftigelsesminister. 

- Vi har ingen planer om at ændre på de her grundlæggende opgavefordelinger mellem staten og kommunerne, lyder det fra Jørn Neergaard Larsen, der ikke vil diskutere forslaget til trepartsforhandlingerne. 

Han er overbevidst om, at førtidspensionsreformen med bla. krav om ressourceforløb med tiden vil vise sin effekt. 

LO: Svært ved at se fornuften i det

Hos LO, der repræsenterer lønmodtagerne ved trepartsforhandlingerne, er der heller ikke opbakning til DA's forslag.

- Umiddelbart deler LO ikke DA’s opfattelse af, at der tilkendes for mange førtidspensioner. Om det er en anden myndighed end kommunerne, som i fremtiden skal tildele førtidspension, har vi umiddelbart også svært ved at se fornuften i, siger Lizette Risgaard.

Trepartsforhandlingerne forventes at gå i gang i starten af februar. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.