Fængsling af aarhusianer og 16-årig forlænges i Kundbysag
To sigtede, der er mistænkt for planer om at angribe to skoler, skal forblive fængslet, oplyser retten.


En 16-årig pige og en 24-årig mand fra Aarhus skal fortsat sidde fængslet, efter at de onsdag ved Retten i Holbæk frivilligt har ladet deres varetægtsfængslinger forlænge.

Varetægtsfængslingen er forlænget i fire uger indtil 17. august. Da de begge accepterede fortsat fængsling var der ikke retsmøde i Holbæk onsdag.

I over et halvt år har pigen og manden været fængslet i forbindelse med den såkaldte Kundbysag om formodede planer mod to skoler.

Anklagemyndighedens beviser mod de to personer er gennem hele sagen blevet fremlagt for lukkede døre i alle retsmøder. Det er sket af hensyn til sagens efterforskning, som ifølge anklagerne kan blive forstyrret og skadet, hvis oplysningerne kommer ud.

Sagen begyndte 13. januar i år, da Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte en større politiaktion på en adresse ved Kundby ikke langt fra Holbæk.

Den dengang 15-årige pige, som er konverteret til islam, blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter.

Samme dag blev en 24-årig mand anholdt i Østjylland efter at have meldt sig selv.

Manden har været i Syrien flere gange og har stået frem i flere medier og fortalt om en ungdom med vold og røverier, som til sidst kostede ham en dom på to års fængsel.

De to sigtede mødte angiveligt hinanden på internettet, hvor den 16-årige pige også har erklæret sin støtte til jihad.

Hun har selv tidligere gået på Sydskolen i Fårevejle, som hun ifølge sigtelsen planlagde at angribe med hjælp fra den 24-årige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.