Politihunde opsnuser mulige spor i Emilie-sag
Politiets hunde har markeret flere steder i haveforening, hvilket giver grund til yderligere undersøgelse.
Onsdag har politiet brugt hunde til at søge efter spor fra den forsvunde Emilie Meng.  
Onsdag har politiet brugt hunde til at søge efter spor fra den forsvunde Emilie Meng.   Privatfoto brugt med tilladelse fra familien.


Midt- og Vestsjællands Politi håber, at en gennemsøgning af en række kolonihaver i Korsør kan give nye spor i sagen om den forsvundne Emilie Meng.

Hunde har gennemgået en del af en haveforening og har markeret flere steder, som politiet nu undersøger nærmere.

- Vi håber at finde et eller andet, vi kan bruge til at komme tættere på at finde hende. Det kan være både det ene eller det andet - bare et eller andet, fortæller Michael Vilster fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den dengang 17-årige Emilie Meng er sidst set 10. juli, hvor hun ved firetiden om morgenen blev set ved Korsør Station.

Politiet har tidligere gennemgået haveforeningen. Onsdag har hunde forsøgt at hjælpe politiet med at finde ting, som efterforskningen oprindelig ikke har fundet.

Hundene er sendt hjem omkring klokken 17, men politiet undersøger fortsat de steder, hvor hundene har markeret.

- Hundene kan lugte sig frem til ting, som potentielt kan være noget. Så undersøger vi nærmere. Det er det, vi er i gang med nu, siger Michael Vilster.

Politiet mangler stadig at gennemgå en større del af haveforeningen. Derfor genoptages arbejdet med hundene torsdag, oplyser Michael Vilster.

Hele området vil være afspærret natten over.

Politiet har brugt mange ressourcer på at opklare sagen, og flere gange har der været større eftersøgninger i gang.

Blandt andet har dykkere været på arbejde i søen Bregnemosen ikke langt fra stationen, ligesom området langs jernbanesporene og flere områder har været gennemsøgt.

Også helikoptere og droner har været indsat i eftersøgningen.

Emilie Meng var iført en sort langærmet trøje, lyseblå tætsiddende cowboybukser og mørkeblå sportssko med hvid stribe.

Hun medbragte også en mørkegrå taske, og adskillige borgere har tidligere fulgt en appel fra politiet om at aflevere fundne tasker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.