Eurogruppens chef: Vi giver ikke slip på Grækenland
De øvrige eurolande lover at være tålmodige og erklærer sig klar til at samarbejde med ny græsk regering.


Selv om en stor del af de græske vælgere benyttede søndagens valg til at stemme nej til eurolandenes og de øvrige internationale långiveres skrappe sparekrav, forsøger eurogruppen sig fra sit møde mandag med en udstrakt hånd.

- Jeg er stærk tilhænger af at samarbejde med samtlige medlemmer af eurogruppen. Der er 19. Og jeg giver ikke slip på nogen af dem, siger eurogruppens formand, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, på et pressemøde i Bruxelles efter eurogruppens møde.

- Man kan aldrig se valg som et problem. De er udtryk for et folks suveræne valg. Men vi kan drage en lektie fra dem, der går ud og stemmer. Og vi må acceptere vinderne og samarbejde med dem.

Hverken Dijsselbloem eller EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, ønsker mandag at drage konsekvenser af de græske vælgeres overvældende opbakning til partiet Syriza, der vil have genforhandlet sparekrav.

Begge maner til tålmodighed og siger, at de afventer, hvad den nye regering spiller ud med, når den er blevet dannet.

- Vi er finansministre, og vi har en meget realistisk tilgang til ting. Vi kunne meget hurtigt enes om, at vi er klar til og villige til at samarbejde med den nye regering. Vi er alle demokratisk valgt. Vi tager tingene oppefra og ned, siger Dijsselbloem.

Økonomikommissær Moscovici supplerer, at kommissionen også har fuld respekt for de græske vælgeres demokratiske valg.

- Nu er hr. Tsipras (Syrizas leder, Alexis Tsipras, red.) premierminister. Det er godt nyt, for det betyder, at de kan komme i gang med arbejdet og håndtere udfordringerne, siger Moscovici og understreger, at der stadig er behov for reformer i Grækenland.

- Vi ønsker et Grækenland, der er i stand til at betale sin gæld. Hvad vi skal enes med den nye regering om, er ikke målet, men måske midlerne. Det vil være i både Grækenlands og hele eurozonens interesse, og kommissionen er klar til at spille sin rolle, siger Moscovici.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.