EU vil have frihedsaftale med USA
En frihandelsaftale mellem EU og USA, der skal bidrage til vækst og beskæftigelse, skal aftales inden 2016.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt til EU-topmøde i Bruxelles fredag d. 20. marts.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt til EU-topmøde i Bruxelles fredag d. 20. marts. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


EU's stats- og regeringschefer understreger, at en frihandelsaftale mellem EU og USA skal på plads inden udgangen af årsskiftet, efter at anden dag af topmødet i Bruxelles er slut.

- Jeg har opfordret til, at vi lægger alle kræfter i at få en aftale på plads inden årsskiftet, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde.

- Vi har heldigvis bekræftet hinanden i, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få lukket en aftale inden årsskiftet. Det er ikke særlig nemt, men man skal gøre forsøget, siger Thorning.

Frihandelsaftalen, som går under navnet TTIP, forhandles på tredje år mellem Europa og USA. En sådan aftale vil betyde, at USA og EU bliver verdens største frihandelszone.

Det vil gøre det nemmere for virksomheder at eksportere, importere og investere på tværs af Atlanterhavet.

Aftalen, som har mødt kritik fra europæiske forbrugerorganisationer, skal samtidig være med til endeligt at løfte EU ud af den økonomiske krise.

Statsministeren påpeger også, at det er "et af de redskaber, som kan bidrage til, at Europa får mere vækst og beskæftigelse".

- Jeg er helt overbevist om, at en frihandelsaftale vil være rigtig god for Danmark, men også hele Europa, siger hun og lægger ikke skjul på, at det imidlertid ikke er alle lande, "som er ligeså begejstret, som Danmark".

I sidste måned efterspurgte den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, også, at europæerne viste mere engagement for aftalen.

- Det er nødvendigt, at Europa viser lige så stor interesse for denne proces, som vi gør, for at vi kan overbevise amerikanerne, sagde Biden, da han besøgte EU-præsident, Donald Tusk, i Bruxelles.

Nu understreger EU-lederne så ambitionen om at have en aftale på plads inden 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.