EU-præsidenten: Schengen er ude i et kapløb mod tiden
EU skal sende et effektivt signal om, at Europa ikke står åbent for alle, siger Løkke før nyt krisetopmøde.


Flygtningekrisen har bragt Schengen-samarbejdet om åbne indre grænser i Europa i akut fare, og tiden er knap, hvis det skal lykkes at redde samarbejdet.

Sådan advarer EU-præsidenten, Donald Tusk, umiddelbart før starten på et ekstraordinært EU-topmøde torsdag i Valletta på Malta, hvor EU-lederne igen skal tage bestik af krisens omfang.

- At redde Schengen er et kapløb mod tiden, og vi er fast besluttet på at vinde det kapløb, siger Donald Tusk ved afslutningen på et topmøde mellem EU og Afrika forud for selve EU-topmødet.

Formålet med det ekstraordinære topmøde er især at bedømme, hvor langt EU-landene er nået med at føre de initiativer ud i livet, som de allerede har besluttet.

EU-præsidenten understreger, at det først og fremmest er vigtigt at genvinde kontrollen over EU's ydre grænser.

- Uden effektiv kontrol ved vores ydre grænser vil Schengen ikke overleve, siger Donald Tusk.

EU-lederne skal også tage bestik af forsøgene på at få de lande, som flygtninge og migranter kommer fra eller rejser igennem på vejen mod Europa, til at samarbejde om at bremse menneskestrømmen.

- Vi må skynde os - men uden panik, siger EU-præsidenten.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forventer, at EU-topmødet vil have fuld fokus på arbejdet med at indgå en aftale med Tyrkiet om penge og mere lempelige visumregler til tyrkerne til gengæld for, at de bidrager til at bremse på flygtningebølgen.

Det er blandt andet på tale at indkalde Tyrkiet til et topmøde for at få samarbejdet på plads.

Statsministeren siger, at der måske er to en halv million syriske flygtninge i Tyrkiet, der også er transitland for mange afghanske flygtninge.

- En af nøglerne til at tage presset af Europa er at få tyrkerne til at det tage alvorligt, at man ikke bare hjælper folk videre ind i Europa, siger Løkke.

Han er enig med EU-præsidenten i, at medlemslandene skal gøre alvor af at få lukket de ydre grænser effektivt af.

- Vi skal have sendt et signal om, at Europa ikke står åbent for alle, siger den danske statsminister.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.