Erstatningskrav: Denne journalist var ikke hemmelig agent
Historiker Bent Jensen skal betale 100.000 kroner til journalist efter agentbeskyldninger mod journalist.
Højesteret dømmer historiker Bent Jensen til at anerkende, at agentbeskyldninger mod journalist Jørgen Dragsdahl var usande, og betale erstatning.
Højesteret dømmer historiker Bent Jensen til at anerkende, at agentbeskyldninger mod journalist Jørgen Dragsdahl var usande, og betale erstatning. Foto: MORTENSEN JESPER/EKSTRA BLADET


Historiker Bent Jensen gik for vidt, da han i en artikel i 2007 beskyldte journalist Jørgen Dragsdahl for at have været KGB-agent under Den Kolde Krig.

Det fastslår Højesteret onsdag, og historikeren skal nu betale erstatning for såkaldt tort på 100.000 kroner til Dragsdahl. Derudover har retten idømt Bent Jensen 10 dagbøder á 10.000 kroner.

En endnu større regning får Bent Jensen, fordi han skal betale en halv million kroner til Dragsdahl, som skal dække sagsomkostningerne ved sagens behandling i by- og landsret.

Dragsdahl har anført 18 udsagn, som ifølge ham burde føre til dom over Bent Jensen. Højesteret har vurderet, at 7 af disse var ubegrundede.

Jørgen Dragsdahl har krævet Bent Jensen dømt og straffet for injurier, fordi Jensen har beskyldt ham for at have været agent for den daværende sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Ved domsafsigelsen fremhæver retsformand Poul Søgaard, at der aldrig er blevet rejst tiltale i sagen, og at Bent Jensen derfor er gået over stregen for, hvad man kan tillade sig.

- Det må tillægges særlig vægt, at Dragsdahl er blevet beskyldt for strafbart forhold, efter at PET havde truffet beslutning om ikke at indstille til Justitsministeriet, at der skulle rejses tiltale, siger Poul Søgaard.

Retssagen har efterhånden en del år på bagen. I 2010 gav Retten i Svendborg Dragsdahl medhold, men i 2013 valgte Østre Landsret at frifinde Bent Jensen. Selve beskyldningerne mod Dragsdahl blev fremsat tilbage i 2007 i en artikel i Jyllands-Posten.

Jensen har gjort gældende, at beskyldningen mod Dragsdahl alene gik på, at han skulle være en såkaldt påvirkningsagent, hvilket vil sige, at hans agentvirksomhed ikke har været en overtrædelse af straffeloven.

Dragsdahl derimod har anført, at beskyldningerne mod ham må opfattes som beskyldninger om at have overtrådt straffeloven.

Karoly Nemeth, der er forsvarer for Bent Jensen, er utilfreds med dommen, og varsler, at sagen formentlig vil blive rejst ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

- Efter min opfattelse har flertallet misforstået begrebet "påvirkningsagent", siger han efter domsafsigelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.