Eritrea-flygtninge skriver under på fremtidig straf
Afviste asylansøgere fra Eritrea kan skrive under på angerbrev og vende hjem. Men de vender hjem til straf.


Afviste asylansøgere fra Eritrea er presset til at sætte underskrift på en fremtidig straf til sig selv, inden de sendes retur til et af verdens mest undertrykkende regimer, skriver Politiken.

Flere tusinde eritreere er flygtet fra landets militærtjeneste eller har på anden måde forladt landet illegalt.

Og selv om andre lande giver beskyttelse til de pågældende eritreere, lægger Udlændingestyrelsen herhjemme på baggrund af en ny omstridt rapport op til at give afslag til mange af de 1400 flygtninge, som er ankommet siden i sommer.

Men for at de kan sendes retur, kræver Eritreas regering, at de betaler en strafskat og underskriver et angerbrev. Og efter en række personlige standardoplysninger slutter brevet ifølge Politiken:

- Jeg fortryder at have begået en lovovertrædelse ved ikke at gennemføre værnepligten, og jeg er rede til at acceptere en passende straf, når tiden er inde.

Eritreas repræsentant i Norden, Yonas Manna Bairu fra ambassaden i Stockholm, har over for Politiken fortalt, at militæret eller en domstol skal udmåle den ventende straf, som eksempelvis kan være en bøde eller samfundstjeneste.

Men FN's særlige udsending til Eritrea, Sheila B. Keetharuth, siger til avisen, at hun har interviewet mennesker, der var i militærtjeneste.

- De blev beordret til at tæske flygtninge, der blev sat på et fly og sendt tilbage til landet, siger Sheila B. Keetharuth til Politiken.

- Da ingen uafhængige instanser har mulighed for at overvåge, hvad der sker, når de bliver sendt tilbage, og ingen har mulighed for at besøge folk i fængsler, ved vi ikke, om det har ændret sig, siger hun.

Også Amnestys vicegeneralsekretær Trine Christensen er bekymret og frygter i værste fald tortur for desertørerne.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) bad fredag Udlændingestyrelsen om en hurtig redegørelse, der skal klarlægge forløbet om udarbejdelsen af rapporten, efter at en af de centrale kilder i rapporten har trukket sig fra den, fordi vedkommende føler sig misbrugt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.