Eriksen er lettet over sejr efter Arsenal-dukkert
Christian Eriksen er glad for, at Tottenham udnyttede Arsenals pointtab maksimalt i den engelske titelkamp.
Christian Eriksen (th.) og Tottenham måtte kæmpe hårdt for at sikre sejren over Swansea søndag.
Christian Eriksen (th.) og Tottenham måtte kæmpe hårdt for at sikre sejren over Swansea søndag. Foto: Paul Harding/AP


Arsenals nederlag til Manchester United gav Tottenham muligheden for at rykke tre point foran London-rivalerne i titelkampen i Premier League, hvis Christian Eriksen og co. kunne tage favoritsejren hjemme mod Swansea.

Og selv om Lukasz Fabianski i Swansea-målet gjorde alt for at hjælpe sine gamle holdkammerater fra Arsenal, så lykkedes det til sidst Tottenham at tage sejren på 2-1.

Det var en stor lettelse for Christian Eriksen.

- Når Arsenal nu tabte, så ville vi være blevet meget sure på os selv, hvis vi ikke havde vundet. Nu har vi bragt os selv i en meget fordelagtig situation, siger Eriksen til Ekstra Bladet efter kampen.

Det er mange år siden, Tottenham har været i nærheden af et engelsk mesterskab, men spillerne fornemmer, at man kan være på vej mod noget stort.

- Vi har fået en anden mentalitet. Vi kan lugte, at vi er på vej til noget, vi rigtig godt kan lide. Alle elsker at vinde kampe, og det er det, vi spiller for. I dag kom vi bagud, men alligevel ved vi, at vi kan komme tilbage. Og sejren burde have været større, lyder det fra Eriksen.

Den danske landsholdsspiller har været et af de sikreste navne på holdkortet i denne sæson, og han har bidraget væsentligt til Tottenhams succes.

Det samme har manager Mauricio Pochettino, og han føler sig overbevist om, at spillernes tanker er det helt rigtige sted i forhold til at forblive en del af mesterskabskampen.

- Spillerne ved, at vi har en god position i ligaen, men der er stadig lang vej igen. Spillerne ved, at det vigtigste er at blive ved med at arbejde, siger den argentinske manager ifølge Ekstra Bladet.

Tottenham er to point efter førerholdet Leicester.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.