Du kan følge Hr. Jensen til toilettet og åbne døren, men de ældre skal selv være i stand til at tage bukserne ned. Ellers er det ikke en opgave for frivillige, men for de professionelle plejere.
Sådan siger Erik Idø, der er 68 år og frivillig flere gange om ugen.
”Min grænse går ved personlige pleje. For eksempel at tage bukserne af nogen eller – undskyld mig – tørre dem i røven,” siger Erik Idø.
"Vi lader jo ikke folk i stikken"
Det er ikke, fordi han er sart, forklarer han. Da han arbejdede på et asylcenter, skiftede han faktisk ble på en ung mand, der var lam.
”Vi har tit diskuteret, hvor vi som frivillige sætter grænsen. Det er vigtigt, fordi vi jo er en slags omsorgspersoner. Og når vi kommer på en tur med de ældre, opstår der situationer, hvor nogle skal hjælpes med toilettet og med at spise,” siger Erik Idø.
”Vi vil jo ikke lade dem i stikken. Så hvis folk ikke selv kan spise mad eller ikke kan klare sig fra toiletdøren, så forklarer vi dem, at de nok er lidt for dårlige til at komme på tur med os,” siger Erik Idø.
Skubbeholdet
Den pensionerede typograf er en af de frivillige ildsjæle, der er engageret under Ældre Sagen Ramsø.
Om tirsdagen besøger han Jørgen. Derudover er han frivillig på Omsorgscenteret Toftehøjen i Viby. Her er han blandt andet på ’skubbeholdet’. De er de frivillige, der tager plejehjemsbeboerne ud under åben himmel.
”Når jeg er nede hos min besøgsven, vender jeg tilbage og er i godt humør. Skubbeholdet er en pragtfuld tur, hvor vi kører de gamle ud. Så får vi en sludder og en kop kaffe bagefter.”
Hertil og ikke længere
Flere steder i landet overtager de frivillige stadig flere opgaver fra de ansatte. Ifølge Erik Idø har han og de andre frivillige i Roskilde et ”formidabelt” samarbejde med kommunen.
De frivillige har dog snakket om, hvad de vil gøre, hvis de en dag bliver spurgt om at lave opgaver, der nærmere sig pleje – eksempelvis madning og bespisning.
”Så må vi slå bremsen i. Vi har diskuteret det på forhånd, fordi vi regner med at møde mere og mere af det. Vi kan jo godt se, der kommer flere og flere gamle. Det presser selvfølgelig kommunerne og personalet. Det kan også ende med at presse de frivillige. Men grænsen går altså ved personlig pleje,” siger Erik Idø.