En Williams videre og en Williams ude af French Open
Serena Williams er klar til kvartfinalen i Paris, mens Venus Williams nu må nøjes med at heppe på sin søster.
Serena Williams er i kvartfinalen i grand slam-turneringen French Open. (arkivfoto)
Serena Williams er i kvartfinalen i grand slam-turneringen French Open. (arkivfoto) Foto: Colourbox/Free


Tennis-søstrene Venus og Serena Williams led hver sin skæbne, da French Open efter store mængder regn de seneste dage blev genoptaget onsdag.

Lillesøster Serena Williams spillede sig videre fra ottendedelsfinalen på 64 minutter, da hun fejede den 16.-seedede ukrainer, Elina Svitolina, af gruset med 6-1, 6-1.

I kvartfinalen møder topseedede Serena Williams enten den 12.-seedede spanier, Carla Suárez Navarro, eller useedede Yulia Putintseva.

Mens Serena spillede sig videre røg storesøster Venus ud på en af de nærliggende baner.

I kampen mellem seedningens nummer ni og otte var schweizeren Timea Bacsinszky for stærk. Hun vandt 6-2, 6-4. I kvartfinalen venter formstærke Kiki Bertens, der kom til French Open med en frisk sejr fra en turnering i Nürnberg.

Tidligere i turneringen har Bertens slået tredjeseedede Angelique Kerber ud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.