Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) underskrev personligt en afgørelse om at give en 13-årig psykisk syg dreng lov til at blive i Danmark, mens hans mor og søskende skulle sendes tilbage til Irak. Det skriver Politiken.
Ministeriet har bekræftet over for avisen, at Rikke Hvilshøj godkendte adskillelsen af familien 10. september.
Det skete, selvom sagen beskrev, hvordan drengen havde forsøgt at kvæle sig selv, havde været indlagt på børnepsykiatrisk afdeling og lider af synshallucinationer.
Den radikale Morten Østergaard har svært ved at forstå, at det har kunnet lade sig gøre.
- Der kan ikke være tale om en fejl. Det første brev om adskillelse af børn fra familie burde aldrig kunne skrives og slet ikke passere ministerens bord, fordi man aldrig adskiller børn fra forældre, understreger Morten Østergaard i en pressemeddelelse lørdag morgen.
- Jeg har simpelthen svært ved at tro på, at det er en fejl i sagsbehandlingen . Man adskiller ikke bare et psykisk sygt, selvmordstruet barn fra sin mor. Ministeren har ladet brevet passere, selvom det er umenneskeligt og imod børnekonvention. Ingen embedsmand gør det ved en fejl af sig selv. Det tror jeg simpelthen ikke på, siger Morten Østergaard.
Efter afgørelsen om at give den 13-årige opholdstilladelse i Danmark, mens familien skulle sendes til Irak, slog drengens psykiater efterfølgende fast, at der ville være en alvorlig risiko for, at den 13-årige ville tage sit eget liv, hvis han
blev skilt fra sin mor. Integrationsministeren erkendte i går, at der
var sket en fejl i sagen, og familien får lov til at blive sammen.
- Det er godt, at Hvilshøj ombestemmer sig, bare ærgerligt at det altid først er efter medieomtale, siger Morten Østergaard.