Amnesty International forsøger nu at forene landets borgmestre i kampen mod starthjælpen, der er den særligt lave ydelse, som nytilkomne i Danmark kan få i stedet for kontanthjælp.
Torsdag fik 18 borgmestre landet over således besøg af repræsentanter fra organisationen, der forsøger at få borgmestrenes underskrift på, at starthjælpen bør afskaffes.
Anledningen er Amnesty Internationals nye rapport, der viser, at starthjælpen i praksis næsten kun rammer folk af anden etnisk herkomst end dansk og dermed er diskriminerende.
Ifølge leder af Amnesty Internationals kampagne Gunvor Holm Wibroe er der arrangeret 55 borgmesterbesøg den kommende tid. Planen er, at Amnesty International i januar kan aflevere underskrifterne til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Har sagt nej tak
»Vi håber på, at i hvert fald halvdelen af de borgmestre, vi besøger, skriver under,« siger hun.
Ni borgmestre, herunder seks socialdemokratiske, har dog på forhånd sagt nej tak til at få besøg af Amnesty International.
Turen kommer først til Århus borgmester, Nicolai Wammen (S) i næste måned, men allerede nu lyder det fra Wammen, at han på grund af den særlige magistratopdeling i Århus Kommune ikke har bemyndigelse til at skrive under på kommunens vegne.
Diskriminerende hjælp
»Men jeg vil meget gerne have et besøg fra Amnesty Internationals repræsentanter og tager meget gerne en snak med dem om starthjælpen,« siger han til Nyhedsavisen.
Fredag skrev blandt andre socialborgmester i København Mikkel Warming (EL) under på erklæringen.
»Den virker ikke og er diskriminerende,« siger han til Nyhedsavisen.