Emilie-sagen: Frivillige afleverer 'ting' til politiet
Politiet har ingen kommentarer om ting, som er indleveret af frivillige eftersøgere. I dag har Emilie Meng været forsvundet i 41 dage.
Søndag udgår endnu et eftersøgningshold fra Korsør Station i håbet om at finde spor i sagen om forsvundne Emilie Meng.
Søndag udgår endnu et eftersøgningshold fra Korsør Station i håbet om at finde spor i sagen om forsvundne Emilie Meng. Foto: Privatfoto efter aftale med familien


Organisationen Missing People Denmark afleverede fredag nogle ting til politiet. De fundne genstande kan muligvis kobles til teenageren Emilie Meng, som har været forsvundet siden 10. juli.

Men hvad der er fundet og afleveret, vil Missing People Denmark ikke sige noget om, skriver Newsbreak.dk.

Hos Sydsjællands og Lolland Falsters Politi bekræfter vicepolitiinspektør Søren Ravn Nielsen over for Newsbreak.dk, at man har hentet nogle ting fra Missing People Denmarks eftersøgning:

– Det er korrekt, at vi har modtaget noget. Men vi vil ikke kommentere på, hvad det drejer sig om, og vi kan endnu ikke sige, om det er noget, der har relation til sagen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Heller ikke Missing People Denmark vil fortælle, hvad der er afleveret til politiet, skriver organisationen blandt andet på sin side på Facebook:

“Der blev fundet et par ting som blev afhentet af politiet, så kan vi bare håbe på, at det hjælper dem i efterforskningen. Vi kommenterer som sædvanligt ikke på, hvad det er der er fundet."

Forsvundet i 41 dage

I dag, lørdag, er det 41 dage siden Emilie Meng forsvandt sporløst. Hun forsvandt efter en bytur i Slagelse og er sidst set, da hun sagde farvel til sine venner på Korsør Station ved 04-tiden om morgenen.

Her havde Emilie Meng besluttet at gå de cirka 3,5 kilometer til sit hjem i Korsør. Hun er sidst blevet set på stationens overvågningskamera.

Mere eftersøgning

Politiet har ledt efter den forsvundne pige med dykkere og droner, politihunde og helikoptere, og flere hundrede frivillige har hjulpet til.

Søndag samler Facebook-siden "Eftersøgningen af Emilie Meng" igen frivillige til en eftersøgning. De frivillige mødes ved Korsør Station klokken 10.00.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.