En af de helt store kræfter bag de mange frivillige eftersøgninger af Emilie Meng, som forsvandt tidligt om morgenen 10. juli, er i gang med at organisere en ny eftersøgning.
På Facebook har Sofie Sønderup, der har stiftet gruppen 'Forsvundne personer', onsdag eftermiddag skrevet et opslag, som hun slutter med ordene: "HUSK - Vi stopper ikke når vi bliver trætte. Vi stopper når vi er færdige."
Sofie Sønderup vil nemlig være helt sikker på, at alle områder er gået igennem.
- Der er endnu ikke fundet nogen spor. Når jeg kigger på mit kort, vil jeg være hundrede procent sikker på, at vi har været der godt nok. Der er en familie, der mangler sin datter, og som sidder magtesløse tilbage, siger hun til TV Øst.
Interessen er der stadig
Hun mærker fortsat en stor interesse for at deltage i eftersøgningerne, så hun tror på, at der kommer mange til den næste eftersøgningen, som er indkaldt til at begynde søndag klokken 10.
Her mødes de frivillige ved Korsør Station.
- Jeg tror på, at der kommer rigtig mange på søndag, og jeg mærker stadigvæk en stor interesse. Der kommer folk helt fra Sønderjylland. Mange har skrevet til mig, og børn under 18 år, som ikke kan være med til at eftersøge, har tilbudt at bage kage, fortæller Sofie Sønderup til tv-stationen.
Eftersøgning er op til de pårørende
Eftersøgningen kan meget vel blive den sidste. Sofie Sønderup vil nemlig kontakte familien til Emilie Meng for at høre, om de frivillige skal gøre mere.
Hun arbejder på at få dykkere, gummibåde og hunde til at møde op på søndag ud over de mange andre frivillige. Sofie Sønderup er desuden i løbende kontakt med politiet.