- Det her har været de længste måneder i mit liv. De ensomme timer, jeg har haft - dag og nat.
Sådan udtaler Elvira Pitzner i en pressemeddelelse fra TV 2.
Elvira Pitzner var tvunget til at opholde sig i Dubai i tre måneder, og kunne kun frygte det værste - blandt andet en trussel om et fængselsophold på tre år i Emiraterne.
Elvira Pitzner blev anholdt den 30. november i Dubai. Efter tre dage i en fællesarrest blev hun løsladt, men fik frataget sit pas og kunne ikke forlade landet.
Imens er resten af familien Pitzner spredt for alle vinde. Mor Katerina er netop flyttet til Italien, mens søstrene Thalia og Ophelia er i henholdsvis Tyskland og på standby i København, hvor hun passer Elviras hunde.
Ingen af dem vidste, hvad der skulle ske med Elvira, eller hvornår de ville se hende igen.
Hele historien kan du få i programmerne "Diamantfamilien - fanget i Dubai", som går over fire afsnit og som får premiere på TV 2 Play og TV 2 Echo torsdag den 11. april.
- Tonen er mørkere, end vi er vant til, når vi møder diamantfamilien. Vi får lov at komme helt tæt på, hvordan man agerer i en krise som familie, som hovedperson, som mor og som søster, fortæller TV 2-redaktør Thomas Strøbech i pressemeddelelsen.
Seerne vil få optagelser fra Dubai i forbindelse med tilbageholdelsen af Elvira Pitzner, mens resten af familien bliver fulgt i henholdsvis Italien, Tyskland og Danmark.
De nye programmer er syvende sæson, hvor diamantfamiliens har udstillet deres op- og nedture.
- Sagen endte med at få et omfang, der påvirkede hele familien på hver sin måde, og det gør det svært at komme udenom som en væsentlig del af det fortløbende portræt af Pitzner-kvinderne, siger Thomas Strøbech.