Elever på skoleløse øer slipper måske for færgetur
Regeringen vil ændre reglerne, så de helt små øer får mulighed for at oprette skoler til ganske få børn.


Skolebørn på 27 danske småøer - øer som Skarø, Drejø, Omø, Fejø og Mandø - får fremover måske mulighed for at gå i skole på deres egen ø, i stedet for at skulle ud på en færgetur hver morgen.

Regeringen vil nemlig ændre friskoleloven, så frie grundskoler på fastlandet kan oprette filialer på de allermindste øer. I dag er der nemlig kun otte skoler på de små øer, og det betyder, at det er svært for øerne at tiltrække nye beboere.

- Ved at sikre muligheden for, at børn kan gå i skole på øen og ikke skal ud på en daglig færgetur til og fra fastlandet, skal initiativet medvirke til at fastholde og tiltrække unge familiers bosættelse på småøerne, mener Ministeriet for by, bolig og landdistrikter.

På de otte små skoler går der mellem fem og 30 elever. Det nye forslag skal gøre det muligt at oprette filialer af friskoler, uanset hvor få elever, der er på øerne med kommunalt tilskud.

Forslaget er en del af den blandede landhandel af vækstinitiativer, som regeringen lancerer i denne uge.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) beskrev tirsdag vækstinitiativerne som "en blandet landhandel af ting, som ikke koster noget" og andre ting, der kræver penge.

Onsdag lancerede Finansministeriet en stribe små og store ideer, og torsdag er turen så kommet til Ministeriet for by, bolig og landdistrikter med minister Carsten Hansen (S) i spidsen.

Ministeriet er også klar med en pulje på 220 millioner kroner til nedrivning af faldefærdige rønner samt en pulje til bedre kollektiv trafik og en styrkelse af flexboligordningen samt bedre muligheder for at etablere erhverv i landzonerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.