Elbæk rasende efter Clement-interview: "Decideret uværdigt"
Uffe Elbæk beder seerne vurdere et interview med Clement Kjersgaard, hvor han føler sig krydsforhørt.
Derfor vil jeg oprigtigt sætte stor pris på, at høre jeres vurdering af, hvordan I i aften oplever Clements interview med mig, lyder opfordringen fra Uffe Elbæk.
Derfor vil jeg oprigtigt sætte stor pris på, at høre jeres vurdering af, hvordan I i aften oplever Clements interview med mig, lyder opfordringen fra Uffe Elbæk. Foto: Scanpix arkiv


- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var rasende da jeg forlod studiet. Faktisk har jeg aldrig været så følelsesmæssigt berørt af et TV- eller radiointerview.

Sådan skriver Alternativets formand Uffe Elbæk i dag på Facebook efter et interview med den kendte danske tv-vært Clement Kjersgaard. Interviewet, som vises i aften i "Vi ses hos Clement," men blev optaget fredag, tog en drejning, som Uffe Elbæk kalder "decideret uværdigt."

- Det var momenter i interviewet, hvor jeg oplevede det decideret uværdigt, at fortsætte deltagelsen i interviewet. Uværdigt overfor det vi snakkede om – mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse. Og uværdigt overfor publikum i studiet (og nu jer seere i aften). 

Emnet for interviewet var flygtningekrisen, og Uffe Elbæk havde glædet sig til at gøre rede for Alternativets bud på en løsning på de udfordringer, Danmark og Europa står i, skriver han i sit opslag. 

Men ifølge Elbæk havde Clement Kjersgaard ingen oprigtig nysgerrighed omkring Alternativets politik. I stedet havde journalisten lagt en struktur ned over interviewet med et ønske om at drive det ét bestemt sted hen, skriver Alternativets leder, som føler, han blev udsat for et krydsforhør.

Uffe Elbæk beder i sit opslag læserne om at vurdere interviewet, når det løber over skærmen i aften.  

- Igen er det min oplevelse. Clement vil sikkert udlægge det helt anderledes. Sandheden ligger måske et sted midt imellem. Derfor vil jeg oprigtigt sætte stor pris på, at høre jeres vurdering af, hvordan I i aften oplever Clements interview med mig, skriver han i opslaget med hvad han kalder "nogle ret personlige overvejelser".

Clement Kjærsgaard ønsker ikke at udtale sig om konkrete interviews, skriver dr.dk, som i stedet har fået denne generelle udtalelse fra værten.

- Jeg synes, at pressen i mange lande – heriblandt Danmark - spilder folks tid. Pressen burde stoppe med at bringe interviews, hvor politikere ikke svarer. Det er med til at skabe en oplevelse af, at de kan komme i medierne uden at svare. 

Se hele interviewet her

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.